Jeg har fundet en mark,
hvor der gemmer sig en skat,
og jeg vil gerne dele det med dig,
men jeg ved ik’ hvordan jeg skal ta’ fat,

for alt, jeg kan vise dig, er jo marken,
og den er bare et hul i jorden.
Det er en undergrundsbevægelse at se skatten.
Så dyk som et hvedekorn!

Og grav, mand, grav!

Træk så mulden godt op over ørerne,
for at finde skatten er at dø.
Sådan er det med alt ægte nyt.
Kan du sige som et frø?

At køre en tur med U-bahn,
at fødes på ny og porøst,
når du pludselig skyder op
med skatten i din favn og i dit bryst!

En spirrevip, der spirer vildt,
en spire-V.I.P.
Som kirkespir, så himmelvendt,
som ingenting, der er forbi!

Det er Ham, som lægger sin Ånd i din,
når I bryder gennem jordens sprækker.
Det’ ik dig selv, der fører dig frem,
som 1.000 glade vintergækker.

*

Men jeg ka’ ik’ tvinge dig under jorden.
Har ik’ joystick eller tryllestav
til din sjæl og dine øjne.
Åh, grav, mand, grav!

Hvis jeg kunne, ville jeg sikkert
manipulere dig derned.
Måske har Skattens Herre bundet
mine ord med snor af frihed?

(Grav nu, mand, grav!)

Så jeg vil forsøge ik’ at forføre.
Det’ ikke sådan, det skal være.
Men bare fortælle højt og takke bredt 
for skatten og dens Herre.

Og grave, mand, bare grave.