En prædiken

Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 33

Jeg har fået lov til at holde en prædiken i min dejlige kirke, Horsens Valgmenighed. Den vil jeg gerne dele med dig. Den handler om nådens kredsløb. Om nådens frie livsstil. Om at få, være og give af nåde.

Transkript

Grådighed, bekymring og perfekthedskultur
”Det er dumt. Det er godt nok dumt!” Sådan kan min dreng, Mads på 7, skille en fuldstændig ad, hvis noget falder i unåde for hans blik. Min søster, for eksempel. Hun har et ur på væggen uden tal på. Men hvordan kan man så se, hvad klokken er, spørger Mads, og konkluderer: ”Det er dumt! Det er godt nok dumt.”

Sådan kan man også have det med dagens tekster. Tænk, at bygge sit liv på at rage til sig – for så bare at dø fra det hele og ikke at have sat sig andet aftryk i livet end nogle store kornlagre! ”Det er dumt! Det er godt nok dumt.”

Og alligevel ser vi det overalt omkring os. Reklamer for biler, huse og andre materielle goder. Og folk, der jagter dem. Som altid skal have den næste nye ting. Som om den ville gøre dem lykkelig. ”Det er dumt! Det er godt nok dumt.”

Og så er der os andre. Personligt tror jeg ikke, jeg har så meget materiel grådighed inde i maven. Det, jeg til gengæld har, det er et meget veludviklet og følsomt bekymringsgen. Jeg drømmer ikke om materielle ting. Jeg elsker, når jeg ikke behøver at tænke på penge. Jeg drømmer om opsparing og lave driftsudgifter. Så man ikke skal frygte noget. Så fremtiden bare kan komme. Tryghed og sikkerhed.

Og ved I hvad? ”Det er dumt! Det er godt nok dumt.” For det skaber faktisk præcis den samme slavegørende mentalitet, som grådigheden. For det bliver aldrig nok. Opsparingen bliver aldrig stor nok. Når man har 10.000, drømmer man om 100.000. Og så videre. Og så videre. Og så videre. Lige så lidt som man kan forbruge sig til lykke kan man spare op til sikkerhed.

Grådigheden i os. Bekymringen i os. Og som om det ikke var nok: Alt det rundt omkring os. En strømning i kulturen. Nogen taler om præstationskultur. Andre om perfekthedskultur. Budskabet er i hvert fald. Du skal optimere dig selv. Du skal gøre det bedre. For det kan altid blive bedre. Det er mantraet.

Det kan altid blive bedre. Det slavegør os også – ligesom grådigheden og bekymringen. Og det sender os jo i virkeligheden det her budskab: Det kan altid blive bedre. Derfor er du aldrig. God. Nok.

Mon ikke en god del af grunden til, at så mange, særligt de unge, særligt pigerne, men også mange af os andre – kæmper en så voldsom kamp med det mentale helbred. Med at finde fred.

The Cycle of Grace
Det bedste svar på alt det her. På slaveriet i os – og i kulturen omkring os. Det bedste svar, jeg har fundet, er den model, som hedder The Cycle of Grace, som Frank Lake og Emile Brunner, en psykiater og en teolog, med enorm fremsynethed beskrev helt tilbage i 60’erne.

De starter med at beskrive verdens måde at se på livet på. Den måde starter med præstation. Vi skal gøre noget. Arbejde. Bevise os selv. For eksempel i skolen. Så får vi til gengæld også betydning. Vi bliver til nogen. Student eller svend, for eksempel. Så kommer det med forsørgelsen. Vi begynder at tjene penge. Få en løn. Og så er vi på vej mod den næste bjergtop: At være accepteret. Man har bevist sig selv. Overfor sig selv. For andre. Man lægger ikke nogen til last. Man er en self made man (m/k)!

Er det ikke præcis denne måde, vi tænker om karriere på i hele den vestlige verden? Hele uddannelsessystemet? Hele arbejdsmarkedet med efteruddannelse, løntrin og avanceringer? Hvem af os kan ærligt sige, at vi ikke tænker – i hvert fald en smule – på denne måde?

Men nu er vi her. Og mange af os er blevet så gamle, så vi har erfaret, at det her er usikker grund. At det er som at bygge sit hus på sandgrund. At det er et korthus, som før eller siden vælter. Vi har prøvet det. Vi er gået ned med stress. Brændt ud. Blevet ramt – fysisk eller psykisk. Blevet fyret og sendt tilbage til start. Eller bare ramt på livet på andre måder. Det her, det ved vi i virkeligheden nu, det er faktisk ikke en måde at leve på.

Og så har jeg endda ikke været inde på, at den accept, man knokler sig til på denne måde – måske i virkeligheden er ret kærlighedsforladt…

Og heldigvis. Gudskelov! Så findes der en anden måde. Det er derfor, det hedder Cycle of Grace. Frank Lake og Emile Brunner, de viser os, hvordan Jesus levede på en måde, som vendte alt det her på hovedet.

Jesus’ karriere, den starter ude i Jordanfloden. Hvor han bliver døbt af Johannes. Og så åbner Himlen sig. Og så siger Gud selv: ”Denne er min søn den enbårne. I ham har jeg velbehag.” Jeg kan li’ ham, siger han.

Jesus har på dette tidspunkt ikke gjort noget endnu. Ingen helbredelser. Ingen store taler. Ingen død og opstandelse. Det hele starter ikke med præstation – men med accept! Ubetinget kærlighed. Ren nåde! Ren gave!

Udgangspunktet er: Altid allerede accepteret!

Altid allerede accepteret. Og altid allerede sørget for. Det er også en gave. Det er det livssyn, Jesus folder ud i Bjergprædikenen:

Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?

Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?

I praksis er det sjældent ren magi, det her. Jesus blev selv brødfødt af nogle rige kvinder, ægtefæller til nogle af de meget vigtige mænd i samtiden. Men det er en gave. Og når vi tænker det helt igennem, vores forsørgelse, så kommer vi ikke udenom, at den også er en gave. Hvis det ikke er nok for os at tænke over det samfund, vi er en del af – som vi ikke selv har bygget, så må vi helt tilbage til det med, at en bondemand putter et enkelt korn i jorden. Og så bliver det til et aks med 50 korn på. Det er måske faktisk magi. Det er i hvert fald En God Guds Rige Gave.

Altid allerede accepteret. Sørget for. Altid betydningsfuld. For Jesus handlede det om identiteten som Messias selv. Som verdens frelser. Men vi er fælles med ham om vilde titler som: Guds barn. Kongebarn. Bærere af Guds billede. Og vi er også kaldet til at være tjenere. Til hengivelse. Til at være Guds medskabere.

Og så er der også en helt særlig rolle for netop dig. Den identitet, den betydning, er også Guds gode gave til dig.

Accept er en gave. Forsørgelse er det. Betydning. Og så bliver præstationen det i sidste ende også. For Jesus: Helbredelserne. Miraklerne. Lærdommen og visdommen. Den ultimative selvopofrende kærlighedsgerning, da han gav sit liv for venner og fjender og rev horisonten i stykker som et tæppe, så himlen og jorden og Gud og mennesker ikke længere var adskilt. Den helt store triumf i opstandelsen!

Vi må også være med! Vi har også en rolle at spille. Noget at bygge og skabe. Kærlighed at give. Endda i Guds Ånds kraft. Det er også en gave.

Jeg har i en del år været med i bestyrelsen for den lille nødhjælpsorganisation Brother to Brother Support. Sammen med Mads Sjælland på snart 80. Jeg tror, at han, hver eneste gang vi har bedt sammen for vores arbejde og venner i Rumænien, har bedt denne lille fine bøn: ”Tak for at vi må være med!”

”Tak for at vi må være med!” Det er jo faktisk ikke en selvfølge. Gud kunne nok godt klare det selv, faktisk. Men vi får lov til at være med – at skabe, bygge, drage omsorg, opdrage, elske. At producere. Ud af nåde!

Når man lever på denne måde – i stedet for omvendt – så er det faktisk ikke et korthus mere. Så har vi flyttet vores hus fra sandet til klippegrund. For hvis vi falder – og det gør vi, så falder vi ned i nåden. Når vi ikke lykkes med at præstere. Så falder vi ned i vores gode gudgivne identitet. Vi er hans børn! Vi har betydning! Og når vi glemmer, hvem vi er, falder vi ned i, at Gud tager sig af os. Han passer på os. Og når vi bliver ramt af bekymring eller frygt. Så falder vi ned i den aller. Dybeste. Nåde!

Vi er altid allerede accepterede. Vi er ubetinget elsket. Intet kan skille os fra Guds kærlighed.

Her er der plads til fejl. Til at mislykkes. Vi kan endda lære af det. Blive bekræftet igen og igen i, at det er Jesus, det er nåden, der bærer os.

Altid allerede accepteret!
Det vigtigste i alt det her. Det er måske at få alt det med, at vi altid allerede er accepterede ned fra hovedet til hjertet. At det får liv og bliver en virkelighed for os.

Men det kan være svært. For de fleste af os har sådan en lille kyniker, en lille anklager, siddende inde i brystet. Sådan en, som siger: Det her, det gælder ikke. Det gælder i hvert fald ikke for mig. Som bygger tankebygninger og spindelvæv, som underminerer de her sandheder.

Og det synes jeg, skal have noget modspil nu. Så nu vil vi simpelthen tage lidt meditationstid, mens vi får hjælp af nogle vise mænd og kvinders ord om nåden, om Guds betingelsesløse godhed, til at rive de her tankebygninger ned. Til at få det til at trænge igennem. At Gud er god. Og stærk. At vi er elsket med en ubetinget kærlighed, som kan bære os igennem liv og død.

For det er det utrolige med deg at du faktisk har plass til hele mørket mit i lyset ditt
/Trygve Skaug, norsk poet og folkesanger
Vi vanærer Gud, hvis vi tænker vores synder større end hans nåde. Guds nåde er uendeligt større end vores største forseelser.
/Charles Spurgon
Der findes ingen afgrund så dyb, at Guds kærlighed ikke er endnu dybere.
/Corrie ten Boom
Der er intet, vi kan gøre, for at få Gud til at elske os mere, og der er intet, vi kan gøre, for at få Gud til at elske os mindre.
/Phillip Yancey
For vi er så dyrebart elsket af Gud, at vi slet ikke kan forestille os det!
/Julian af Norwich

Af nåde
Jeg mødte det her med The Cycle of Grace i en periode, hvor jeg var så fyldt af frygt og svag, at jeg faktisk ikke kunne være i andet end nåden. Og det, jeg fandt ud af, det er, at – det er der heller ikke nogen grund til! Det med nåden det handler om hele livet. Fylder hele livet. Det er ikke bare et sted, vi går hen for at fylde krukken op. Det er den vej, vi går. Det er det hele!

For at gøre det hele lidt mere håndtérbart, så har jeg prøvet at formulere tre livssætninger for mig selv. De er inspireret af Paulus, som siger: Af nåde er jeg, hvad jeg er. De lyder sådan her:

Af nåde får jeg, hvad jeg får.
Af nåde er jeg, hvad jeg er. (Ok, det er faktisk mere kopieret fra Paulus, end det er inspireret…)
Af nåde giver jeg, hvad jeg giver.

Den første inspirerer til at leve i taknemmelighed. Den sidste handler om at leve generøst og tilgivende. Det, tror jeg, er vejen til et godt liv. Det er der vist endda forskning, der viser.

Taknemmelighed og generøsitet. Hvis jeg også skal binde et ord på den midterste, tror jeg faktisk, det skal være… svaghed.

Jeg må leve i frihed til at være svag. Sænke skuldrene. Faktisk tage let på mine fejl og uformåen. Det bliver så småt, der midt i nåden.

Endda dele ud af min svaghed! Lidt ligesom Klodshans, der tager pludder og en flækket træsko med til prinsessen.

Det er som om, at på Nådens Vej, i Guds Rige, der kan det være mindst lige så godt at dele ud af sin svaghed, af sine mangler, som af sine ressourcer og sit overskud. Det er også en del af nådens gave.

Det er selvfølgelig ikke gjort med at formulere de her livsregler. Men jeg kan mærke, at de er gode for mig at række ud efter. Fordi de handler om nåde – og ikke præstation. De presser og stresser mig ikke – som den slags jo ellers let kan. De handler mere om at hvile, i virkeligheden.

Mer’! Jeg vil ha’ mer’!
Vi skal slutte af med at høre en sang sammen. Den er af Søren Huss. Og den er blevet til en slags bøn for mig.

Mange af Søren Huss’ smukke sange har rødder i hans store livstragedie. Da han mistede sin kone i et trafikuheld – og var lige ved at miste sin lille datter også. Nogle af sangene er nærmest skrig af smerte. Men den, vi skal høre nu, er skrevet fra et godt sted. Et virkeligt godt sted!

Jeg tror, han synger den til sin afdøde kone. Måske også til Gud. Det gør jeg, når jeg låner hans ord.

Det er en begærlig sang. ”Mer’!”, synger han igen og igen. Jeg vil ha’ mer’. Jeg rummer mer’. Jeg kan gi’ mer.

Men det er en helt, helt anderledes begærlighed end ham fra bibelteksten, som ville bygge sig større lader. På en måde er den det helt omvendte.

Det handler ikke om mer’ af materielle goder eller sikkerhed. Det handler om mer’ af livet. Måske af Gud. Af nåden. Mer’! Jeg vil ha’ mer’!

Mer’, jeg rummer mer’. Ikke fordi, jeg tænker højt om mig selv og aer mit ego. Men fordi noget er lagt ned i mig. Gudsskabthed. Forbindelsen til Ham. ”Der er et lyshav inden i mig”, som vi synger i en af de allerfineste af Oasebørnesangene.

”Mer’! Jeg kan gi’ mer’!” Ikke som når præstations- og perfekthedskulturen siger: ”Det er aldrig godt nok!” Slet ikke! Tværtimod. Men… jeg har noget at give. Noget at skinne for. Nogen at skinne for. Jeg kan endda give ud af min svaghed. Som Søren Huss, som blev så sønderskudt som få – men som har skænket os de her underskønne sange.

Af nåde får jeg, hvad jeg får. Af nåde er jeg, hvad jeg er. Af nåde gi’r jeg, hvad jeg giver.

Jeg er altid allerede accepteret. Og mer’! Jeg vil ha’ mere, Gud!

Mer’! Vi vil ha’ mer’, Gud!