Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter.
Og til min knægt. Og til min kone, der er så varm og blød.
Men mit sind er sløvt som en brødkniv.

Jeg har lyst til at gendigte Kabalemysteriet – bare med UNO-kort.
Også for at se, hvordan Skift Retning og Spring Over i virkeligheden er.
Men det kan jeg ikke.

Jeg har lyst til at være en del af al den skøre skaberglæde, jeg er omgivet af.
Guds udenfor og ungernes i sære duplo-figurer ud over hele gulvet.
Men mine tanker vil ikke være med til det.

Jeg har lyst til at læse de første sider igen. Alt det med, at Du så, at det var godt.
At alting ruller fremad – og ikke tilbage, ligesom den syndflod, jeg sejer rundt på inde i mit hoved.
Men det hele sejler jo trods alt.

Lad mig sejle sammen med Dig, Herre. Vær med mig i min båd, så jeg ind imellem kan vække dig og råbe “Mester, Mester! Vi går under!“ Og spejle mig i dit +2.000 år gamle ansigt, som stadig ikke har en eneste rynke født  af en bekymret mine.

Vær med mig, til den dag, vi støder på grund, og du spænder regnbuet ud over hovederne på os. Og det går op for mig, at den nok hele tiden har været der.

Ved du hvad, Herre? Jeg aner faktisk ikke engang, hvordan man styrer sådan en ark. Men jeg stoler på Dig.