I mens han tager de første skridt
Kan man nærmest skære i stilheden og roen
For nu er der er en new kid on the block
Der er en ny Jakobs-søn i synagogen

De kigger forventningsfulde op
Hvad tager han mon ned fra den fælles reol
Hvad er det for en rulle, han vælger?
Mika, Moses, Amos, Joel?

Da han vælger den med Esajas,
smiler de gamle glade i skægget
Og en af de yngre går op og tjekker,
At der er skruet helt op på lydanlægget.

Og mens han læser det om de fattige,
bliver mange kinder våde,
og det om de undertryktes frihed
gør rynkede øjne unge og kåde!

Men der går chok og sus gennem forsamlingen
Da han ruller bogen sammen igen og muter ud.
Efter det med nådeåret for Herren
men lige før det med ”En hævndag fra vor Gud”

”En hævndag fra vor Gud”,
det kan man da ik’ bare ta’ ud?!
Det er jo selveste Esajas, der har skrevet det!
Og uden det, så får man jo et brud
i hele balancen mellem nåde og retfærdighed,
og hellig vrede og forsoning
Mellem hellighed og kærlighed
Og styrken i netop den snors særlige snoning

Men han siger slet ikke det der med hævnen,
Det er som om nogen har stoppet ham og sagt ”Æd de ord!”
Men det behøver ingen at sige
Han ved, hvad der står anrettet på hans bord:

En tallerken med den retfærdiges gengæld.
Et bittert bæger med Guds hellige vrede.
På en bund af nagler og krydsede brædder.
Det er ikke bare ord, han skal æde.

Og alt sammen finder det plads
I hans spinkle og forslåede krop
Den dag på bakken, hvor alt bliver mørke
Og hvor frelseren spiser helt, helt op.

Det er derfor, han ikke siger det med hævnen.
Det er derfor nådeåret står alene tilbag’
Inden han siger til alle, der vil høre det:
Det her skriftord gælder i dag.

Nu er der godt budskab til fattige,
Nu er der frigivelse for fanger
syn til blinde, frihed til undertrykte
og hovedbrud til slanger.

Nu er det jubelår for Herren.
Her er Hans nåde. Han har selv vist den.
Nu er det jubelår for alle, der vil,
Og hævnen er Herrens. Han har selv spist den.

Så Gud er med dig! Gud er for dig!
Lad dit liv få form og farver og toner
af den Gud som regner velsignelser ned
over dig og dine børn og i 1.000 generationer.

*Baggrunden for digtet er, at Jesus i sin første offentlige tale, som kan findes i Lukasevangeliet kapitel 4, citerer Esajas kapitel 61. Men han stopper teksten et lidt unaturligt sted, som det fremgår af digtet. Denne observation stødte jeg på i en podcastet prædiken af New Yorker-præsten Timothy Keller. Og jeg synes, den er så fin, at den fortjener et digt.