Du ku’ ha’ begyndt et helt andet sted.
Du ku’ ha’ startet forfra.
Men du startede med urdybet.
Det øde.
Det buldrende mørke.
Den rungende tomhed.

Med dine skabernæver flåede du det fra hinanden. Som et åbent sår.
Vandhimmelhvælvet ovenover. Havet under.
Og som når nogen trykker på kontakten i det helt stor teater: Lys!

Og så begyndte det hele ellers at tage form.
Jorden kom til syne.
Grønt græs og blade bredte sig som flammen, når man sætter en tændstik til avispapir.
Planter og frugttræer.
Sol. Måne. Stjerner!
Fuglesving under himlen.
Fiskesvup under havspejlet.
Og alle.
Slags.
Dyr!

Det må ha’ lignet et øje.
Himmelhvælvets bue ovenfor.
Havets bølgende linje under.
Solens glimt i det.
Månen om natten.

Det må’ ha lignet et øje.
Verden, som ser sig selv.
Vågner, ved at komme til bevidsthed.
Og der!
Lige midt i det hele:
Mennesket.

De har stået og holdt øje ude bag ved forhænget, ham, du kalder menneske, og hende, du kalder liv. Nu må de indtage deres plads.
Lige i midten.
Guds øjesten.
Verden, som ser sin Skaber.

Og selv om øjet blev mørkt – og hvilket mørke! – så er så meget her stadigt. Jeg har lige set en fiskehejre lette!

Og engang skal forårets forår gøre alt helt nyt.
Og engang skal morgenernes morgens lys tændes.
Himmel og hav!
Lys og mørke.
Lys.
Alt i Dig.

*
Herre, tag mit mørke.
Min tomhed.
Mit kaos.
Riv det åbent – om så det er som et åbent sår.
Skab Dit hjem, Herre!
Med fuglesvup og fiskesving og næbdyrsskøre væsener.
Lad nåde og frelse flyde som floder.
Have af barmhjertighed.

Tag mit øje som bolig.