Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 9
Vi går bag om poetry slam’en 103. Og taler om kosmologi og kvantefysik og berusede babyer.
Læs mere her:
– Atoms and interiors. Podcast af Rob Bell: https://robbell.podbean.com/e/episode-5-atoms-and-interiors/
– Audio Retreat: Meditation on Psalm 131. Podcast af Renovare: https://renovare.org/podcast/episode-120-retreat-meditation
Transkript
Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele.
Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂
*
(Hælder rødvin op.) Mmm… I dag står den på rødvin. Det passer fint til det, vi skal tale om i dag. Det der med, at mennesker bare i 1.000-vis af år har drukket den her form for gæret druejuice.
Hvis jeg skal være helt ærligt, så havde jeg egentlig mere lyst til en øl. Men det prøvede jeg for et par podcasts siden. Og der var simpelthen så mange små bøvselyde, som skulle redigeres ud bagefter. Så det er lige et pro-tip, hvis du laver podcast. Gem din øl til bagefter.
Jeg har vist fortalt tidligere om, at jeg er ret pjattet med Gundtvig. Det er så vildt, det der med, at han levede for hundredvis af år siden, og at han kan sætte bedre ord på noget, der er inden i mig, end jeg selv kan.
I dag vil jeg præsentere jer for en endnu vildere fyr: En mand, som levede for tusindvis af år siden- ca. 3.000, i mellemøsten, som konge i et ret afgrænset lille rige, men med meget mere magt og indflydelse, end riget berettigede. Han hed David. Og det er ham, der har skrevet de fleste af de digte, som er samlet i Salmernes Bog i Bibelen.
Hvor Grundvig er ægte dansk guldalderdigtning, så er David noget af det smukkeste, vi har i hele verdenslitteraturen.
Den poetry slam, vi skal slutte af med at høre i dag, er mine ord på Davids salme 103. Det er selvfølgelig et partnerskab, han ikke har sagt ja til. Og lidt vovet, selvfølgelig. Men der er en fællesnævner, som er lidt formildende: Salmerne er det, man kalder jødisk meditations-litteratur. De har ofte form som bønner. Og de er skrevet til at blive ruget på, og kogt over, og grublet, og flyde let og glidende fra hjernen ned i hjertet.
Og nogle af de ting synes jeg også, at en go’ Poetry Slam kan. Derfor kunne jeg ikke lade være med at prøve, i hvert fald.
*
David. Han var vild. En fattig hyrdedreng, der var blevet konge. En stor kriger, som kunne blive så overstrømmende begejstret, at han blev nødt til at smide tøjet af glæde. Og så markerer han et helt afgørende punkt i verdenshistorien og i religionernes udvikling. Det, man kalder individuel religion.
Før David var der også mennesker, som havde vovet at henvende sig til Gud selv, at bede. Men de havde alle sammen gjort det i en funktion: Som Konge eller Dommer på vegne af folket – eller som profet. David er den første, som taler til Gud som person. Person, ikke funktion. Som sig selv.
Lad os tage en smagsprøve. Mit yndlingsdigt af David, er Salme 131. Prøv at huske på, at det her digt er skrevet af en mega-succesrig konge. Datidens Barack Obama eller måske Macron eller Trudeau:
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
mine øjne er ikke stolte.
Jeg omgås ikke med store planer,
der er for underfulde for mig.
Nej, jeg bringer min sjæl
til hvile og ro;
som barnet hos sin mor,
som barnet er min sjæl i mig.
Israel, vent på Herren
fra nu af og til evig tid!
Jeg kan desværre ikke hebraisk. Det er det sprog, digtet er skrevet på. Men en klog kvinde fortalte mig engang, at der ligger et verbum bag ved det med at bringe sjælen til ro som barnet hos sin mor, som beskriver det fænomen, at et spædbarn falder mæt i søvn efter at have ammet.
Hvis du har børn, ved du, at det er en ret vild ting. En kvinde, en mor, ville sikkert kunne sætte ord på, hvor magisk og mystisk, det er. Det kan jeg ikke. Men fra en fars vinkel ser det sådan her ud:
Først skriger babyen. Helt vildt! Men så snart, I lige får luret, at det er sulten, og idet hun lægger det til, er der bare helt ro. Bortset fra de der små insisterende sugelyde. Som efter lidt bliver langsommere og langsommere.
Og så ser da altså ret skægt ud. For babyen griner på en måde, som faktisk får den til at se lidt dum ud. Kigger sig lidt rundt helt ud i hjørnerne, mens den griner fjollet.
Og det er så her, du som mand tænker: Hvad sker der? Og måske tænker du bare det her. Og måske tør du godt sige det højt til din hustru: “Øhm, skat, jeg ved godt, du siger det der med, at man godt lige må dyp’ tungen, selv om man ammer, men – hvor… hvor meget har… har du dyppet tungen? Hvad er det, du har gjort ved mit barn? Er…, er det nærmest bare ren White Russian, du skyder ud af din krop, eller…. Altså, har… har du lige drukket min baby fuld?!
Men dit barns mor har ikke drukket din baby fuld. Din baby er bare virkelig, virkelig, tilfreds, og mæt, og glad, og fuld… stændig tryg. Og efter fjolleglad at have kigget en ekstra gang ud i hvert verdenshjørne, så falder baby i søvn med et kæmpe smil og en lille dråbe mælk i mundvigen, som langsomt bevæger sig ned ad hagen.
som barnet hos sin mor,
som barnet er min sjæl i mig.
Ydmyghed er en dyd. Men den er en svær dyd. For man kan så let erstatte den med falsk beskedenhed og jantelov og usund accept af at være en dørmåtte.
Men det her! Guldalder-kongen. Verdens-litteraten. Som beskriver sig selv som en lille glad baby, som ikke vil gi’ sig af med alt for store planer. Det er sand og smuk og ægte ydmyghed.
*
Noget andet, som også fascinerer mig i Davids digte, er kosmologien, verdensbilledet. Afstanden mellem himlen og jorden bliver brugt til at beskrive Guds kærlighed og trofasthed. Solen er en glad brudgom. Vindene er Guds sendebud.
Verden så selvfølgelig helt anderledes ud for 3.000 år siden, end vi forstår den i dag. Det verdensbillede, jeg tror, salmerne er skrevet i, består for det første af jorden. Jorden skal vi forestille os som en plade omgivet af vand ved siden af og under. Og fastgjort af jordens søjler under sig. Jorden og vandet skal man se som omgivet af en stor kuppel. Kuplen eller hvælvingen adskiller himlen over den og jorden under den. Og under hvælvingen svævede skyerne, månen og solen.
Man kunne faktisk lave en fin en af de der snekugler, hvor man kan få det til at sne inde i en lille halvglobe ved at ryste den, af det her verdensbillede.
Så er der stjernerne. For nogle folk i hvert fald, på den her tid, tror jeg faktisk ikke, at stjernerne blev set som himmellegemer – men som huller i kuplen, hvor himlens lys kom ud. Det kan i hvert fald forklare, at man meget tidligt har tænkt i astrologi og at stjernerne var bestemmende for, hvad der skete på jorden. Det giver jo mening, hvis de er små glughuller ind i gudernes verden.
Prøv at gå ud en stjerneklar nat og kig på himmelen på den måde. Eller en skyfri dag at se på himmelhvælvet som en stor kuppel. Det er faktisk nemmere, end det lyder.
Jeg synes, der er meget skønhed i det her verdensbillede. Selv om Davids folk jo har levet med sorgen over, at himlen og jorden ikke længere er en enhed – sådan beskrives det på bibelens allerførste sider – så må det have været en ret hjemlig og tryg verden at leve i. For når de kiggede op på himlen, så har de jo faktisk kigget på undersiden af gulvet i himmelen.
Og så er der en smuk ydmyghed, synes jeg, i det med at dele verden op i det, vi kender og har adgang til. Og så mysteriet ude bag ved kuplen. Eller sagt på en anden måde: Den yderste virkelighed er Guds virkelighed.
Havet er ofte et symbol på kaos og mangel på kontrol i skrifterne. Men længere ude, bagved havet, er himlen. I sidste ende – længst ude – er Guds verden.
*
Man kan selvfølgelig godt tænke, at det hele virker lidt enkelt og banalt – med den viden, vi har i dag. Lige et par tanker om det, inden vi falder alt for langt ned i den grøft:
Har du tænkt over, at det første fotografi af hele jorden – altså ikke en model eller et verdenskort – men det første fotografi – kun er godt og vel 50 år gammelt? Vi lever i en af verdenshistoriens allerførste generationer, som har set vores klode udefra! Det er i virkeligheden vildt privilegeret.
Og så er der det med afgrænsningen og ydmygheden. Måske har vi også mere grund til den, end vi lige går og tror. Vi ved en del om de sidste små 14 milliarder år. Men… hvad mon der skete et kvarters tid før the big bang? Hvor vildt spændende kunne det ikke være at vide?! Eller hvad mon der sker i morgen?
Og er der ikke stadig fyldt med magi og mysterier over hovederne på os? Et lysår er små 10.000 milliarder km. Vores egen lille mælkevej er 100.000 af dem. Universet er ca. 150 mia. af dem. Der er galakser med asteroider, sole, planeter, stjerner, kometer, meteorer. Der er hvide dværge, sorte huller, røde kæmper. Hvordan kan man i grunden være bekendt at kalde alt det for det tomme rum?
Hvis vi går indad i stedet for udad bliver det hele næsten endnu mere tosset. I flere tusind år har vi været på jagt efter universets allermindste byggesten. 1×1 legoklodsen i vores verden.
Ordet atom er begrebet for netop det. Atom betyder udelelig. Det var ment til at være svaret på det med den mindste byggeklods. Problemet er bare, at de sidste godt 100 år er det begyndt at vælte ud med fjedre og tandhjul af de her atomer: Elektroner, protoner og neutroner. Som igen kan deles i mindre dele. Og igen mindre. Mere end 150 subatomare partikler findes der.
Og her nede, på det her niveau, der er der rigtigt meget, der bliver ret skørt: Der findes partikler, som bare begynder at eksistere – ingen ved, hvor de kommer fra og hvordan. Der findes partikler, som kan være to steder på samme tid. Eller som kan forlade punkt A for at dukke op i punkt B – uden at tage rejsen imellem. Eller i virkeligheden tage alle tænkelige rejser.
Alt det her, som jo tit ser ret robust og solidt ud – for højhuse og bankbokse og klipper er jo li’som alt andet også lavet af atomer – det er i sin essens energi i bevægelse i forskellige mønstre.
Og rigtig meget i et atom – er bare ingenting. 99.999% er tomhed. Du består af 7 milliarder milliarder milliarder atomer – nogenlunde uanset om du ser tyk ud i den kjole eller ej.
Og det her, det er heller ikke personligt ment: Hvis man tog al tomheden ud af dig – af alle dine atomer, så ville man slet ikke kunne se dig. Faktisk ville hele universet ikke være større end en sukkerknald, hvis man på en eller anden måde kunne pumpe al tomheden ud af alle atomerne. Så når vi kalder resten af universet for det tomme rum, ku’ det være, der var nogen derude, som havde lyst til at råbe “spejl!”
*
Nå, alt det her, det er sådan set bare for at sige, at de her gamle Davids-salmer, de er skrevet ud fra en hel anden oplevelse af verdenen, end den vi har. Et smukt og rigt og meningsfuldt verdensbillede under den hellige himmelhvælving.
Men dit verdensbillede, det verdensbillede, hvor vi har set os selv udefra, hvor der er kvarker og neutronstjerner, det synes jeg ikke er mindre mystisk og poetisk. Så jeg synes, det giver god mening for mig at tage de her digte med ind i vores virkelighed.
Når salmisten skriver “Det var dig, der flettede mig sammen i min mors liv” eller “Din kærlighed når til himlen” eller “Når jeg ser dig himmel, hvad er da et menneske, at du husker på det og tager dig af det?”, så bliver det kun mere rigt af, at vi også tager det, vi ved, om det dybe og det høje med os.
U2 har en sang, en helt fantastisk sang, der hedder Window in the skies. Som titlen antyder, så er den fuld af den her måde at bruge kosmos, verdens storhed, til at sige noget med en helt særlig betydning. “The sky over our head / We can reach it from our bed”, synger de et sted. Eller “love left a window in the skies”.
Jeg er vild med det. Det der paradoks med det vildt store og derfor også vildt fjerne, men som samtidig er helt. tæt. på. Inde i den der modsætningsfyldte mindblowing far i himmelen-agtige spænding kan man sige noget om det guddommelige, det transcendente, som virkelig strækker ordene og deres rækkevidde og næsten beskriver det ubeskrivelige. Og jeg synes ikke, der er nogen, som gør det lige så godt som David. Ikke engang Bono og U2.
Nu er podcasten ved at være færdig. Og når den er det, så kan du jo finde en Davidssalme frem og læse den. Måske nummer 139 eller 104 eller nummer 8.
Hvis det er ved at være mørkt, og du er så heldig at bo et sted uden alt for meget lysforurening, så kan du også gå lidt udenfor og bare stå lidt tid og kigge op.
Det sidste ord i dag, det kommer fra C. S. Lewis’ Narnia. I Narnia, der kan stjerner tage menneskeskikkelser og tale. Eustace har mødt sådan en, Ramandu, den pensioneret stjerne.
Eustace fortæller ham: “I vores verden er en stjerne en kæmpestor kugle af brændende gas.” “Selv i din verden”, svarer Ramandu, Selv i din verden er det ikke, hvad en stjerne er, men hvad den er lavet af”.
Fred og nåde!
