Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 17

Det er nytår. Og vi kalder angsttanker frem i lyset. Og vi lytter til den stemme, som altid har lydt over jorden, og som hvisker: “Du er velkommen!”

Læs mere her:
– Finding Quiet – My Story of Overcoming Anxiety and the Practices That Brought Peace, J. P. Moreland, 2019
– Elsket ubetinget – Daglige påmindelser om vores sande identitet: Vid, at du er velkommen (5. januar), Henri J. M. Nouwen, 2019
– What Love Looks Like, Carolyn Arends: https://www.youtube.com/watch?v=IwIy6AJu1Ko 

Transkript

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

Godt nytår! Jeg håber, du har nydt det hele. Alle festerne. 

Siden sidste nytårsaften, der er min familie og jeg flyttet til et andet sted i Horsens. En lille hyggelig landsby inde i byen, hvor der er en masse familier som går lidt rundt på besøg hos hinanden i løbet af sådan en nytårsaften og måske kommer til at klistre hinandens haver lidt til med toiletpapir og måske smører barberskum eller flødeskum på vinduerne og fyrer et enkelt konfettirør eller fire af inde i hinandens huse. Det, man opdager sådan en aften, det er, at 5-årige drenges og 40-årige mænds ansigter, de kan lyse begejstret op på helt samme helt særlige måde. 

Og næste dag, så går man rundt og rydder lidt op, og på skift så er man lidt små-grumpy og planlægger hævn til brug for næste år, eller man er faktisk ret taknemmelig og glad i låget over at leve i sådan et hyggeligt Astrid Lindgren-agtigt univers, hvor der stadigvæk findes nytårsløjer. 

*

Nå, i dag, der skal vi se lidt nærmere på et digt, jeg har skrevet, som hedder Vidtåben. Det er meget passende, for det sidste vers i det lille digt, det er inspireret, meget, endda!, af en nytårssang. 

Det er også det første digt, jeg skrev, efter at jeg gik lidt fra forstanden for snart to år siden. Det, jeg oplevede dengang, var at jeg en dag blev helt overmandet af angst og frygt. Der lå meget bag ved den reaktion. Stress og udbrændthed. Men i øjeblikket da, da følte jeg mig simpelthen bare helt fortabt. Og så bad jeg. Meget. Og desperat. Og nytteløst. Sådan følte jeg det i hvert fald i lang tid. 

Men på en eller anden måde fik det her billede alligevel sneget sig ind i mit tankemylder: Billedet af Kristus med udstrakte arme. Meget som statuen i Rio de Janeiro. De der helt vandrette arme. Og så sneg det her spørgsmål sig ind: Hvorfor er hans arme så vidtåbne? Og så det her svar: Jo, for hænderne er jo sømmet fast. Som på korset. 

Det var det første billede, den første tanke, som tændte et håb i mig. På en måde er det jo absurd: Korset. Et romersk torturinstrument. Søm gennem hænderne. Men på en anden måde var det vildt meningsfuldt: Korset. En guddommelig kærlighedserklæring. Evig og ubrydelig som fastsømmede udbredte arme.

Det blev til et digt – så jeg kunne fastholde billedet og håbet for mig selv. 

*

Uden at jeg kan sige, at jeg er på den anden side af angsten, så går det bedre i dag. Og de sidste mange podcasts har handlet om de lys, som viste mig en vej mere og mere ud af mørket. 

Og lige nu er jeg ved at læse en bog, som jeg kan mærke bliver vigtig for mig. Afgørende vigtig, måske. Hvis du selv slåsser med angst og frygttanker, så kan jeg anbefale den meget varmt. Den hedder “Finding Quiet – My Story of Overcoming Anxiety and the Practices That Brought Peace” og er af J. P. Moreland, en teolog og professor i filosofi, som selv har kæmpet med alvorlig angst. 

Noget af det, bogen gør for mig, det er at den faktisk giver mig et redskab, en mestringsteknik, når en frygtsom tanke forsøger at fjerne fødderne under en. Hjælper med at afklæde dem og vise, at de ikke har noget med virkeligheden at gøre, men bare er kendte psykologiske fænomener som fx “alt eller intet”-tækning, overgeneraliseringer eller katastrofetænkning.  

Det er den sidste variant, katastrofetænkning, som jeg giver mig af med. Men jeg har faktisk haft svært ved at indkredse, præcis hvad det er for en katastrofe, jeg er bange for. 

For nyligt, der tror jeg, jeg fik hjælp. I den bog af Henry Nouwen – ham kender du, hvis du følger min podcast – der stødte jeg på denne tekst: 

Ikke at være velkommen er det, du frygter mest. Det hænger sammen med din fødselsangst (angsten for ikke at være velkommen i dette liv) og din dødsangst (angsten for ikke at være velkommen i livet efter dette). 

Jep, han giver sig ikke af med small talk, ham Nouwen. Og senere siger han:

Her er du stillet over for selve kernen i den åndelige kamp. Skal du give efter for mørkets magter, som siger til dig, at du ikke er velkommen i dette liv, eller kan du stole på hans stemme, som siger, at han ikke kom for at fordømme dig, men for at befri dig fra frygten? … Alt det, som Jesus siger til dig, kan sammenfattes i ordene: “Du skal vide, at du er velkommen!”   

De linjer har givet mig nogle første skitsestreger til, hvad det er, jeg kæmper med: Frygten for, at jeg ikke er velkommen. I dette liv eller det næste. Det er den katastrofe, som terror-tankerne konspirerer om. Det er den historie, angsten vil fortælle om mig. 

Og overfor alt det den stemme, som siger “Du skal vide, at du er velkommen!” Velkommen. Du er velkommen! 

Jo mørkere baggrund, jo klarere står lyset frem. Jo dybere afgrund, des dybere forløsning. Når katastrofetanken står skarpt, gør svaret det også. Helt søndagsskoleagtigt. Jesus. Der siger velkommen! Og måske mere end det. Jeg er ved at skrive et lille lovsangsdigt om lige præcis den her tanke. Det er ikke færdig endnu, men du må godt lytte med alligevel. Indtil videre begynder det sådan her: 

Du er velkommen
Ja, du er velkommen,
Men det var ikke kun på den måde,
Jeg mente.

Du er Velkommen
Ligesom Du er – lys
Ligesom Du er – kærlighed
Du er – Velkommen

Nu må vi se, hvad digtet det udvikler sig til.

I takt med, at det her har åbnet sig for mig, så kan jeg også se et mønster i det. At “Gud som velkommen” er et særligt tema for mig. I en tidligere podcast, der har jeg fortalt om min Charlie Mackesy-plakat, den af krammet mellem den fortabte søn og Faderen. Jeg tror, jeg fik beskrevet det, krammet altså, som den dybeste sandhed om verden. Og at plakaten hænger ved vores hoveddør. Som en første velkomst til vores hus. 

For nyligt stødte jeg på, at en af mine yndlingstænkere, filosoffen og teologen Dallas Willard, sammenfatter hele evangeliet i Jesus, der siger “Trust me!” 

“Trust me!” De to ord er også fulde af indbydelse og velkomst. 

Og jeg er vild med alle de steder i Det nye Testamente, hvor Jesus siger, at Han er døren. Et ret fysisk metafor for velkommen. Og man kan åbne den. Og så er der fest og god mad. Eller vejen. Velkommen på vejen! Et andet sted, står der: 

Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i. (Gentag)

Det er et af mine yndlingsvers. Og jeg forestiller mig altid en dør, som Gud selv har sparket fuldstændig af hængslerne. Så’n i bedste 90’er Van Damme-stil. Så ingen kan lukke den. Der er åbent. Du er velkommen. Og sådan bliver det ved med at være. 

Og så – for at komme tilbage til digtet, som den her episode handler om. Vidtåben. Kristus i korsfigur. Evangelierne beskriver, at forhænget i jødernes tempel, som adskilte det allerhelligste fra resten af templet, Guds rum fra præsternes og menneskers, blev flænget i stykker fra toppen og ned det tidspunkt, da Jesus udåndede. Der er åbent! Du er velkommen! I dette liv. Og i det næste. Jeg har sparket døren ind. 

På et tidspunkt – måneder efter, at jeg havde skrevet Vidtåben-digtet, stødte jeg på en linje, som i virkeligheden siger det hele meget bedre. Den lyder sådan her: 

His body has been broken but his arms are open wide (gentag)

Hans krop er blevet brudt, men hans arme er vidtåbne. 

Hvor er det godt skrevet! Det er Carolyn Arends, en canadisk folk-sanger, som synger linjen i sangen What love looks like. 

Hans krop er blevet brudt, men hans arme er vidtåbne. 

Det er en god linje at tænke på, når man er til nadver i kirken. “Du er velkommen!”, siger den. 

Og den der spænding, den har, fra korset brutalitet – korset som romersk torturinstrument, det brudte menneske – til korsets velkomst, de åbne arme – korset som kærlighedserklæring. Fra sorg til jubel. 

Jeg har sådan en lille skør drøm om engang at lave et påske-event, måske til en gudstjeneste, hvor den linje, “Hans krop er blevet brudt, men hans arme er vidtåbne”, gentages, først trist, så gladere, højere og højere, op mod en overgang til Carpark North’s Army of open arms. Det er virkelig en jubel-sang, synes jeg, og en som besynger kraften og magten i de åbne arme. I velkomsten. 

Gud er velkommen. Velkommen med stort v. Som en titel. Og du er velkommen. Se bare, hvor åbne Hans arme er.

*

I sidste vers af mit lille digt, der bliver de udstrakte arme til vinger. Vinger, man kan trække over hovedet som et tæppe og gemme sig i. Og vinder, som kan svæve over dødens kløft.

De linjer skylder en hel del til en anden fyr, som også fra tid til anden gik lidt fra forstanden. Grundtvig. Og hans salme Nyaarsmorgen. Måske kender du Nephew og Simon Kvamms version af den. 

I Nyaarsmorgen, der skriver Grundtvig faktisk om det med at være lidt fra den. Være hjemsøgt af frygtsomme tanker. Lagt ned af dem. Sangen er vist nok på flere hundrede vers alt i alt, så han har virkelig haft noget på hjerte, den gode Grundtvig. Det hele starter med den her beskrivelse af hans sjælekamp. Vi får heldigvis fra starten at vide, at det ender godt: 

Guds Fred og God Morgen!
Paa Mark og paa Fjeld!
Forvundet er Sorgen,
Mig pinde i Kveld,
I Midnattens Mørke,
Da Hel-Hanen goel;
Da Mulmet i Størke
Sig værged mod Soel:
Da Natten med Dagen,
Michael med Dragen,
Mig tykdes at kæmpe om Nord!

Det er virkelig et drama, som har udkæmpet sig her. Natten med dagen og selveste ærkeenglen Michael mod Dragen, måske dyret – monsteret fra Åbenbaringsbogen. 

Men det er inden i ham, det sker. Det næste vers, det er bare så voldsomt, og det sætter så overrumplende ord på den der følelse af ikke at være velkommen – hverken i dette liv eller det næste, at det næsten ikke er til at holde ud. Men vi læser det alligevel: 

Mig tykdes, at Staven
Var over mig brudt
Til værre end Graven
Af Herren forskudt;
Mit Støv jeg foragted,
Min Sjæl var mig Alt,
Jeg Døden betragted
I aandig Gestalt,
Med Døden i Hjerte
Jeg følde ei Smerte,
Men blegned og giøs for mig selv.

Og derefter må han lære, at “lys uden varme er helvedes kval”. Lyset, som afslører dig, men som ikke gør det med kærlighedens varme, det er frygteligt. Så man forstår desperationen, når han videre skriver: 

Jeg kæmpe mig vilde 
Til Kjærligheds-Kilde.
Omskabe jeg vilde mig selv. 

Tørst! Og så kommer forløsningen. Heldigvis! For nu kan jeg ærligt talt heller ikke holde andet ud længere. Men først en belæring, et lys på, men heldigvis et af dem, som er fuld af varme. 

Du Jord-Klimp! du Synder!
Hvad tænker du paa!
Hvad Kiødet begynder
Maa Aanden forsmaae.
Du Gud vil undvære,
Til du er Ham lig,

Desperationen er rettet det helt forkerte sted hen! Du kan jo ikke frelse dig selv. Du kan ikke gøre dig selv god og Gud lig. Men de næste linjer er hængslet, det hele hænger på: 

Nei, giv Ham sin Ære,
Saa hjelper han dig!

Hengivelse! Du kan ikke gribe dig selv. Lad dig gribe. Der er brug for noget meget større end dig. Sæt ord på det. Giv Ham sin ære. Så begynder det. Så sker der noget. Så forbinder du dig med Ordet. 

Der er et gigantisk Velkommen!, som blev hvisket over Adam og Eva, da de blev kaldt frem af leret, som ræsonnerede i Abraham, der skulle være en velsignelse for alle folk, i pagt og i præster, i tempel og i profeter. I “på de fremmedes side” – de er velkomne – og i “på de faderløses side” – mød Far med stort F – i “på de fattiges side” – velkommen til den mest overdådige fest. I er velkomne. I ligner de sidste, men I er de første. I er SÅ velkomne! 

Et velkommen, som kræfter forsøgte at stoppe ned i halsen, at kvæle i struben, på Ham i tyngden af Hans egen krop på korset, og da han ikke kunne sige en lyd mere, troede de måske, at de var lykkedes, at det store velkommen var gjort tavs. 

Men nej. Aldrig har noget taget så meget fejl. For der hang han, Det Store Velkommen, med armene bredt ud. Helt ud. Der hang han og lignede en dør, som for altid var sparket ind. Ikke mere en hvisken, en ræsonneren, en stemme, men et øredøvende brøl fra bakken: VELKOMMEN! Så højt, at døden ikke kunne holde til det og holde på det! Så hjerterne blev forandrede, og så Ånden tog bolig i os, så Gud er for os og med os som aldrig før, og så det store bål af velkommen spreder gnister overalt: Velkommen. Velkommen hjem. Velkommen indenfor. Snup dig en “den fortabte søn”-krammer! Du er velkommen her! 

Nei, giv Ham sin Ære,
Saa hjelper han dig!

Slip dit faste tag. Giv dig hen til Det store Velkommen. Du kan ikke gøre det her selv. Du er ikke Münchausen. Du kan ikke hive sig selv op med håret. Men han kan. Hæve sig selv. Som en fugl, der sætter af. Og du må komme med: 

Fra Døden til Livet
Kun Een det var givet
Paa Vinger at hæve sig selv.

*

Lad os slutte, hvor vi startede: Det er nytår. En hel blank og jomfruelig kalender ligger foran os. En lejlighed til at tænke nyt. Måske endda om, hvem vi er. 

Og du er jo mange ting. Nogens barn, nogens ven, kvinde, mand, måske far eller mor. Rødhåret. Frygtsom. Træt. Glad. Grynter, når du griner-typen. Utilfreds. Fortravlet. Helt vild med den lyd, det siger, når man åbner et glas nutella. Hvad ved jeg. Men en ting ved jeg: Du er velkommen!

Nåde og fred!