Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 1

Vi lærer hinanden at kende, jeg fortæller lidt om mine tanker med podcasten, og så slutter vi af med at høre digtet Opstandelse. Det bliver hyggeligt!

Læs digtet: ⁠https://enoughabout.me/post/654236727033069568/opstandelse-der-er-en-have-der-lyser-efter⁠ 

Transkript

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Det bli’r hyggeligt  🙂  

*

Hjertelig velkommen til! I den her første episode fortæller jeg lidt om, hvem jeg er, og hvad jeg drømmer om med den her podcast. Så skal vi også finde ud af, hvorfor podcasten mon hedder Ildfugl. Og til sidst skal vi høre noget Spoken Word – et digt, der hedder Opstandelse. 

Hvem er jeg?
Først lidt om mig: Jeg hedder Bruno. Jeg bor i Horsens. Det gør jeg sammen med min kone Inge og mine børn – en knægt på fire og en pige på seks. Og så kan jeg selvfølgelig godt li’ at skrive digte. 

Jeg har aldrig haft disciplin eller tålmodighed til at skrive dagbøger. Men jeg tror, at digte og små finurlige tekster er blevet min måde at gemme de små glimt af sandhed og skønhed, jeg støder på. Så’n lidt som den måde, man lavede fotoalbums på i gamle dage inden der fandtes smartphones. 

Grunden til, at jeg tænker om mig selv at jeg er en kunstner – det har sådan set mere at gøre med, at jeg har en virkelig stort skæg. Og så er jeg rasende distræt. Engang, der var jeg kommet afsted på arbejde uden skjorte på. Jeg havde lige hængt den til side derhjemme, for at ungerne ikke skulle spilde på den. Og det kom jeg så i tanke om, da jeg stod på arbejde og lynede min jakke af. 

Jeg har en rigtig fin mørkeblå skjorte hængende i mit skab, som jeg var nede at købe den dag. 

Det er jo blevet vigtigt, det her med, at det, vi køber, har en historie. Os der er distræte på det her niveau, vi har den fordel, at vi tit selv kan tilføje historien til produktet på den her måde. 

Jeg skriver en hel del. Men det er meget sjældent, jeg har stået på en scene med noget af det, jeg har skrevet – eller bare læst det højt. 

Og det har jeg sådan set haft det rigtigt godt med. Den første digtsamling, jeg fik trykt, havde en undertitel, der hed “ufortalte poetry slams”. Det var der noget lækkert introvert over, syntes jeg. Bare at kunne sidde helt mutters og skrive – i stedet for at sku’ se folk i øjnene med det. 

Nå. Men det, der er sket nu, det er, at jeg er blevet lidt forelsket i rigtig poetry slam. Altså på en scene og med et publikum. Jeg er vild med det der rå format, hvor der bare er direkte afregning ved kasse et på, om du leverer. Det er jo typisk dem, som er til Poetry Slam for første gang, som får lov til at give pointene. Jeg er vild med det der helt enkle men skæve setup, som minder om stand up, politiske taler og almindelig digtoplæsning i et vildt mix. 

Og så – og det her må du altså ik’ sige til nogen – så tror jeg faktisk godt, jeg kan være med. Det poetry slam, jeg har hørt på dansk – når det gælder teksterne og substansen, i hvert fald, så tør jeg godt. 

Hvis du selv er fyldt 40 li’som mig, så ved du sikkert, at noget af det fedeste ved at blive 40, det er det her med, at man bliver tiltagende blind for sine egne begrænsninger – i hvert fald hvis man er mand. Det er her, man starter rejsen mod at blive til de der mandetyper i 60’erne, som virkelig er overbevist om, at de har ret i alt. Det er SÅ skønt! 

Så det er nok i virkeligheden derfor. Og så har jeg faktisk en enkelt god veninde, som har opfordret mig til det – siger det bare, ik. Så nu er det mit nytårsforsæt at prøve at poetry slam’e rigtigt fra en scene. 

Men lige nu, der er det 2021. Og det er stadigvæk pandemi. Og alle teatre og scener har lukket. Så det bliver ikke lige foreløbigt. 

Så nu har jeg lavet en podcast i stedet for. Der er da i hvert fald en mikrofon. Og måske endda et publikum, selv om det hele er lidt forskudt. Det smager da lidt af fisk, i hvert fald. 

Midtlivskrisen ser jo lidt forskellig ud for os alle sammen. Jeg har indtryk af, at de fleste kvinder helst skal gå selvstændig med en helt unik online shop, som sælger økologisk børnetøj. For mænd, der er det jo stadigvæk noget med at skifte bilen eller konen ud med en ny og lidt mere listig model. 

Men jeg er både lidt nærig anlagt, og rasende godt gift. Så må man jo bare stille sig op – som kronisk træt småbørnsforælder – sammen med alle de der woke litteraturvidenskabsstuderende megaunge typer og prøve at spytte ord om kap med dem, jo. 

Hvad drømmer jeg om?
Men i første omgang, så handler det jo om den her podcast, både du og jeg er ved at være godt i gang med. Og den bliver jeg sikkert ved med at lave, også når scenerne åbner igen. 

Det, jeg håber på, det er, at det her sted bliver lidt li’som en god øl på en god århusiansk café. Så’n en, hvor man sidder sammen og taler om noget af det, der virkelig betyder noget. Går lidt på jagt efter meningen og venligheden i verden sammen. Alt det, der ikke stemmer, og som peger længere ud og dybere ind på noget, som virkelig stemmer. 

Jeg synes selv, jeg har fået lov til at se mange pletter af sandhed og skønhed i mit liv. Dem håber jeg, jeg kan give videre. Tænk, hvis man kunne plante et håb eller et smil. Ikke mindst i den her lidt grå og håbløse tid med pandemi og begrænsninger. Jeg er i hvert fald glad for, at du er med.

Hvorfor hedder den Ildfugl?
Nå, jeg lovede også at fortælle, hvorfor jeg har kaldt podcasten for Ildfugl. (Det lyder jo lidt hippie-agtigt. Og på en måde ku’ det jo faktisk være navnet på en af de der webshop, hvor man kan købe økologisk børnetøj.) 

For et års tid siden fik jeg en ret kraftig stress- eller overbelastningsreaktion. Og noget af det bedste, man kan gøre ved det, det er at gå en masse. Det giver lys og luft og motion og muligheder for bare at lade blikket stikke helt af. Så det sidste års tid har jeg gået en tur hver dag for at finde lidt tilbage til det hele igen. 

Jeg er gået meget nede ved et smukt, smukt sted, vi har i Horsens, som hedder Nørrestrand. Det er en stor sø eller fjorddam, hvor der er masser af dyr og fugle. Det er virkelig tit, man ender i så’n en stirrekonkurrence med et lille rådyrkid på stierne dernede. Sådan noget burde man jo kunne få på recept!

Nå, men min yndlings, det blev ret hurtigt fiskehejren. Den er jeg ret vild med. Den er jo så’n lidt kantet i sin form – hvis det var en bil, ville det være en Lambourghini, men når den flyver, er den megaelegant. Og den minder lidt om dragerne i Ringenes Herre, når den letter og tager fra med sine store vinger. 

Og nu, nu bliver det altså lidt crazy…  

Men på den anden side, du sidder og lytter til en podcast om en +40 årig midtlivskriseramt mand, som gerne vil lære at poetry slame, så mon ikke, det er realistisk nok at antage, at du kan holde til lidt af hvert af den slag. Så altså…

…på en eller anden måde, synes jeg den her fiskehejre, den blev lidt et tema for mig, når jeg var ude at gå. Og så fik jeg lyst til at undersøge, om hvad den i grunden betyder, så’n en fiskehejre. Om den har en eller anden mening. 

Og så fandt jeg ud af, at nogen mener, at det gode gamle fabeldyr Fugl Føniks faktisk var en fiskehejre! 

Fugl Føniks, det er jo den her mytiske skabning, som går op i flammer, men så genopstår af sin egen aske. På den måde, så er den et symbol på fornyelse, nyskabelse, genskabelse. At alt bliver sat tilbage på plads – og det forkerte gjort rigtigt igen. 

Og det har den mindet mig om lige siden. Når jeg har set den på mine ture, så tænker jeg: Det her stressede – og ofte ret bange – lille sind. Det er ikke uden for rækkevidde. Det skal fornyes og genskabes. 

En, som også er lidt crazy og ret vild med fabeldyr og sikkert også firskehejrer, det er Grundtvig, den store salmedigter. Et af hans vers lyder sådan her: 

Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,

kranser dig yndig, som kongen sin ven,

skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,

sol-fuglen lig bliver ung du igen.

Sol-fuglen lig bliver ung du igen. Det er jeg ret vild med. Og jeg tror ikke kun, det er en midtlivskriseting… 

Grundtvig, ham er jeg forresten generelt helt vild med. Hvis du ikke kender hans salmer så godt, så får du lige et pro-tip her. En af hans smukke salmer har han nemlig gemt bag den knap så pompøse titel “O, Kristelighed”. Men prøv lige at høre de her linjer: 

O kærlighed selv!

du rolige kilde for kræfternes elv!

Tænk, at fange kærlighedens væsen så fint og så præcist. Vi møder den som en fin og rolig kilde. Men selv bag roen rumler dens guddommelige og overjordiske kræfter. Hvad andet end kærligheden kan gøre krav på at være verdens mest grundlæggende rytme? Livets mening. Den dybe ro og de voldsomste kræfter.

O kærlighed selv! du rolige kilde for kræfternes elv! Det er så’n et kort linje, man kan gå og gruble over i uger! Grundtvig, han er vild! 

Nå, det var et sidespor. Men fiskehejren er altså på en eller anden måde blevet en slags totemdyr for mig. En god kammerat. En bærer af håb og en påmindelse om, at alt skal nyskabes. At der altid er håb! 

Outro

Der er altid håb, og intet er helt umuligt. Det er faktisk også temaet i det digt, vi skal slutte af med at høre. 

Normalt bliver det sådan her i,min ildfuglepodcast, at hver anden podcast-episode er selve digtet eller poetry slam’en. Og hver anden er så mig, som fortæller lidt baggrund på den – og så hører vi den måske igen for lige at samle op. 

Så den her intro-episode er altså lidt særlig – men vi skal jo også lige i gang og lære hinanden at kende. Men vi slutter af med noget spoken word. Et digt, der hedder opstandelse. For nu er det påske. Og fordi jeg er helt vild med opstandelse. En anden gang vil vi gå bagom det digt også, men i dag, der vil vi bare slutte af med at høre det. 

Men inden vi hører det, vil jeg takke af og sige tak for nu! 

Må dit liv 

Guds nåde og fred!