For et par år siden flyttede vi ind i et nyt hus. Vi vidste godt, at der var fantastiske naboer og en flot udsigt. Men hvad vi ikke havde tænkt over, og hvad vi fik med oveni, er, at der er en slags trafikknudepunkt for fiskehejrer lige midt i vores udsigt. Her krydses vejene mellem Bygholm Sø og Bygholm Park, Mosen og Egebjergs engsøer. De steder, hvor de kan li’ at være. Vi ser dem flyve igennem morgendisen, hen over dagen og ind i aftenrøden.

Det er ikke fordi, der er gået nogen stor ornitolog tabt i mig. Jeg kan kun akkurat skelne en rød- fra en flagspætte. Men fiskehejren er jeg ret vild med. Stor og eksotisk som en ørn er den, og der er vilde kræfter på spil, når den letter i rolige og voldsomme vingeslag. Den nærmest metalliske blågrå farve og dens skarpt orange næb kontrasterer smukt mod bagtæppet af grønt græs, blåt vand og blå himmel. Sært kantet i alt det runde og bløde. Og så er der noget dramatisk i dens vingeslag, som minder mig om dragerne i Ringenes Herre-filmene.

Den er smuk og fantastisk. Og samtidig er den også lidt uproportioneret som en teenageknægt med alt for lange lemmer og et kæmpestort adamsæble på tværs i halsen. Dens stemme lyder ligesådan.

Nogle mener, at Fugl Føniks, det mytiske fabeldyr, som gik til i flammer men stod op af sin aske, er modelleret på fiskehejren. Derfor minder den mig også altid om genfødsel og nyskabelse: At alting er ved at blive helt nyt. At det gode bryder frem – midt i alt skramlet. At det aldrig er for sent at få en lykkelig barndom, som Steffen Brandt siger.

Føniksfuglen dukker også op hos Grundtvig. Solfuglen kalder han den. Og den flakser rundt i dette skønne vers fra salmen Lovsynger Herren, min mund og mit indre:

Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,
kranser dig yndig, som kongen sin ven,
skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,
sol-fuglen lig bliver ung du igen.

Skønt! Og smuk som et storslået håb. Men det er ikke et håb. Han skriver det jo i grunden som en ren kendsgerning, den gode gamle Grundtvig!

Der er virkelig mange i øjeblikket. De sidste par uger har jeg set en fiskehejre lette hen over åen, gået forbi en anden, som blev siddende imens, cyklet om kap med en tredje langs Horsens Fjord og set flere i flugt hen over fængslet.

Måske er det den slags, de taler med hinanden om, når de krydser deres spor på himlen. Her i korridoren efter påske og mens foråret står og tripper for at komme til. Løskøbelse og nyskabelse. Noget helt nyt er på vej.

Nåde og fred!