Nørrestrand, hvor var du fin i dag,
grønt sidder brandgodt på dig.
Med klart blåt himmelhvælv som tag
er der ingen, der kan nå dig.

Bare i går var du mere vissengrå.
Du hang med dine grene
I sumpvand døde fisk, som lå
i stimer men alene.

Dine bække sprælled’ fyldt med frøer
i bunker helt egyptiske
så kroppen kribler, tanker klør,
bli’r mørkt apokalyptiske.

Nu med grønne skud i hver en kant
og slør af anemoner.
Solen gør dit spejl til diamant
imellem dine kroner.

Nørrestrand, hvorfor så fin i dag?
Hvem er dit påskemøde?
Et himmelsk kys, et jordfavntag?
Han, som stod op af døde?