Johanna, min Johanna.
Jeg ved vist ik’ hvordan man
suger alle de bekymrede tanker
som kribler og kravler og banker
ud af dit smukke travle hoved.

Johanna, min Johanna.
Måske kan jeg gøre noget andet, ja:
Puste med smukke ord og håb
noget om dit navn og i din dåb,
Kan det mon gi’ dig luft og mod?

Johanna, min Johanna.
Du landed’ i mit land, da
Gud selv gav dig et navn
og slukked’ store savn:
Gud har vist sin vilde gavmildhed!

Johanna, min Johanna.
Du kan tro, at det er sandt, ja:
Gud vil gå gennem ild og vand,
be’ flod og flammer holde stand
for at være hos dig. Nærved!

Johanna, min Johanna.
Med øjne som en panda.
Bliver du i tvivl om dåbens bånd,
så spørg Gud om at se hans hånd.
Det gab er alle lænkers grav.

Johanna, min Johanna.
Din Gud er altid glad, ja,
Nu verden bliver for evigt ung,
hver tung bekymring uden grund.
Din tankes frihed Han dig gav!