Det her digt gør mig stolt og glad
med dets toner af estragon.
En viis og finurlig substans
og en luftig og let jargon.
Men nu giver jeg slip og gi’r det op til Dig
som en lille gul ballon.

Det virker så djævelsk fatalt!
Og det er gjort, og det vejer et ton.
Hvordan får man mon skuldrene fri,
når de er støbt i et lag af beton?
Men nu giver jeg slip og gi’r det op til Dig
som en lille og lettet ballon.

Som en Tivoli-tur i regnvejr.
Som tanker af samme facon,
som gråsorte tordenende skyer,
som bekymring som maraton.
Men nu giver jeg slip og gi’r det op til Dig
som en svævende rød ballon.

Det hele er ude af mine hænder.
Jeg selv er ude af min hånd!
Min familie og alt det, jeg elsker,
jeg tror, Du griber det fra Din balkon.
Nu giver jeg slip og gi’r mig op til dig
som en lille hengiven ballon.