Jeg går og beder Fadervor. Og allerede ved “Du som er i himlene.” står forstanden fuldstændig af.

Jeg kan i glimt forstå, at du virkelig er min far. Og jeg kan nå helt ud til min fatteevnes væg, når jeg tænker på, at du er overalt og i alle himle. Her og så langt op og ud, som øjet og forestillingsevnen rækker.

Men på en gang? Far OG i himlene? Hvordan kan det rummes i mig, i vores relation, uden alting går i stykker?

Måske er det glæden. Det, jeg går rundt i, er uden tvivl en skaberglad Guds skaberglæde. Luften og duften, jeg indånder er tyk af den. Træer, marker og buske, fugle og flagermus. Alt. Alt, der er bevægelse og dermed ikke-død. Alt, der bevæger sig i dit mægtige åndedrag, som pulserer gennem naturen og verdensrummet og al ting. Bevægelsen i det sanselige. I planeters fjerne og usynlige rotation. I de dybe mysterier i subatomare partiklers dunkle dans.

Jeg kan ikke se bevægelsen bevæge sig i træerne en vindstille aften. Men så meget smukkere den bevægelse, der opretholder så levende et stille liv. Skaberglæden i din uendelige udånding, der rytmisk hvisker J H V H.

Og du ånder og bevæger og hvisker i mig. Der, i glæden, finder jeg dig. Far!