Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 3

Vi går bag om digtet Flyvefisk på træk. Og kigger nærmere på fænomenerne skønhed, retfærdighed, fællesskab og spiritualitet – og hvorfor de peger ud ad denne verden og ind i en anden…

Læs mere her: 
– Simply Christian, N. T. Wright, 2010
– The Pilgrim’s Regress, C.S. Lewis, 1933 (særlig forordet)

Transkript

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

[Hælder en Budwar øl op :-)] Mmm… Så’n en god tjekkisk pilsner. Det tror jeg er et godt match til det, vi skal tale om i dag. 

Havde det her været Alice i Eventyrland, så skulle vi hoppe ned i et kaninhul i dag. Lige på hovedet. Havde det her været The Matrix, så skulle vi tage den røde pille. Finde Narnia i et garderobeskab osv. 

Man kunne også bare sige, at vi skal stoppe lidt op. Tage den der snak, man så tit misser ud på, om, om der mon er mere i livet end tallene i netbanken, og at gi’ sine gener videre og at få lov til at have slips på, når man er på arbejde og sådan noget. 

Hvis vi ikke stopper op, så kan man jo faktisk nemt leve sit liv som om der ikke er mere. 

Vi har jo også lige en bamse, der skal krammes, noget lego, der skal leges med, en skole, der skal passes, en pige at være ulykkelig forelsket i, en uddannelse at tage, et arbejde at passe, et barn at opdrage, en karriere at pleje, nogen lån at lægge om, en pension at længes efter, og hvor bliver børnebørnene i grunden også af, og gør det ikke også lidt ondt over det hele, og så kan man jo faktisk nemt glide gennem sådan et liv – lidt som de der rullende fortove, der er i en lufthavn. 

Men hvis man indimellem giver sig selv lov til at stoppe op, så støder man på de her kaninhuller eller en ”glitch in the Matrix”, som minder en om, at livet er vildt og mystisk og mærkeligt og ikke helt til at få styr på. 

Forfatteren og tænkeren G. K. Chesterton, han skriver et sted sådan her: 

At the back of our brains, so to speak, there was a forgotten blaze or burst of astonishment at our own existence. The object of the artistic and spiritual life was to dig for this submerged sunrise of wonder. 

Altså, allerallerbagerst omme i vores hjerner, der er der den her lyseksplosion af dyb forundring over vores egen eksistens! Vi er her! Hvor vildt er det lige?!

Det er det, alt kunstneriske og åndeligt liv i virkeligheden har til formål og skal grave efter. Den her solopgang af lykkelig nysgerrighed og overraskelse, som hele tiden finder sted. 

Det her er vidst et godt sted, lige at sige skål 🙂 

*

En af mine yndlingsforfattere, en britisk teolog, som hedder Tom Wright (eller N. T. Wright), han har fået øjet på fire kaninhuller – glitches in The Matrix – eller han ville måske kalde dem små vejskilte, som peger ud over den synlige og materielle verden. Tid, sted og stof. Og mod noget mere fortryllet. 

De fire vejskilte kalder han skønhed, fællesskab, spiritualitet og retfærdighed. Skønhed, fællesskab, spiritualitet og retfærdighed. Og fælles for dem alle fire er altså, at de peger mod noget større, de ræsonnerer med en melodi, som ikke er af denne verden, og de drager os mod den. 

De er noget, vi længes uendeligt efter. Men når vi smager på det, så bliver vi kun endnu mere tørstige. Og – som om det ikke var mærkeligt og omvendt nok! – det er en god sult, en god tørst. Selv om vi længes endnu mere, når vi faktisk møder skønhed, fællesskab, spiritualitet og retfærdighed, så er vi et bedre sted! 

BREAKER

Skønhed. Lad os starte med det med skønhed. Det med hvorfor folk anlægger haver – og ikke kun køkkenhaver. Det har sån’t et rent biologisk syn på os selv jo faktisk rigtigt svært ved at forklare. Og samtidig: Hvorfor flyder skønheden så let væk fra os som sand mellem fingrene? 

Vi tager et billede af solnedgangen. Men lige om lidt er billedet kun et minde om øjeblikket. Det kan ikke holde på magien. Vi køber et album med det der grungy folk band, som spiller på Karlsbroen. Men på anlægget derhjemme har det mistet sin mystik. Det er faktisk ret ordinært. 

Vi har set bjergets fremspring. Haft det som mål på hele den her dags vandretur. For der er så smukt, det sted, at det kunne have været en guddom i en anden tid. Når vi når frem, er der smukt. Fantastisk, faktisk! Men på ingen måde er vi tilfredsstillet. Det klør stadig i os efter mere! 

C. S. Lewis – ham med Narnia – skriver et sted (forordet til The Pilgrims Regress) om en helt særligt og intens slags længsel. Den adskiller sig fra andre længsler på denne måde: Selv om længslen er akut – og endda smertefuld, så er det at længes i sig selv en glæde; en lille forløsning. Selv når der ikke er noget håb om, at længslen møder sit mål, så foretrækkes den her længsel frem for den tilfredsstillede længsel – blandt alle dem, der har følt den. Sulten er bedre end mætheden. At have er at mangle. Og at mangle er at have. 

På den måde er den dybeste længsel efter skønhed ligesom en kongetrone, som ingen i denne verden kan fylde ud. Et desperat råb, som ikke finder sit gensvar i tid og sted. Men den er her, længslen. Og derfor bliver skønhed et af de vejskilte, som peger længere ud, end det vi kalder “mellem himmel og jord”. 

Retfærdighed: Et andet vejskilt er retfærdighed. Retfærdighed. Jeg har børn på 4 og 6 år. Og nærmest dagligt hører jeg en af dem råbe: “Det er uretfærdigt!” Vi ved noget om, hvad retfærdighed ca. samtidig med, at vi har lært at gå. 

Og vi kender den der følelse af den retfærdige harme, som skyller varmt gennem kroppen. Eller den lige så brusende følelse, når retfærdigheden sker fyldest. Når en mega-svinsk tackling belønnes med et rødt kort. Eller når Dani Alves er ved at tage et hjørnespark, og en racist smider en banan efter ham. Og han samler den op. Og sætter alt på plads i det poetiske øjeblik, hvor han spiser bananen, smider skralden væk og sparker bolden ind over mål. 

Når børnene stiller sig op på deres stole i slutningen af Døde Poeters Klub og råber Captain, my Captain! Når apartheid ikke ender i et blodbad i Sydafrika – men i en sandheds- og forsoningskommission, hvor dødelige fjender tilgiver hinanden! 

Når Martin Luther King minder os om, at had ikke kan drive had ud – det kan kun kærlighed. Eller Mandela – efter at have været fængslet og undertrykt – er stor nok til at fortælle os, at hvis mennesker kan lære at hade, så kan de også lære at elske. 

Harmen, når en kvinde fortæller om sin voldtægt på sociale medier – og bare forhånes. Vi sulter efter retfærdighed! 

Eller hvad med naturkatastrofer? Tsunamien i 2004. Der er ikke noget skurk. Men sorgen er ikke mindre. Følelsen af uretfærdighed heller ikke. 

Så er der mig selv. Jeg har høje moralske standarder. Velgennemtænkte. Men jeg bryder dem selv igen igen. Det er ikke en ny ting – Aristoteles undrede sig også over det mærkværdige i, at vi alle sammen gør det her. 

Lad os tage fat i ham C. S. Lewis igen. For han er en klog fyr. I en af sine bøger skriver han om det, man kalder “det ondes problem”. Det her grundproblem med, at hvis Gud er god og almægtig, hvorfor er der så ondskab i verden. Men så vender han det helt på hovedet. Og så spørger han i stedet for: Men hvorfor er der i grunden noget, som du kalder for ondt? Hvorfor forventer du i grunden retfærdighed?`

Når vi ser på vores verden – hvor de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere, og vi er ved at ødelægge naturen, hvorfor forventer vi så i grunden retfærdighed? Hvorfor forventer selv mine unger på 4 og 6 det? I hele historien har vi jo i virkeligheden aldrig rigtigt haft et retfærdigt samfund. Alligevel har vi alle denne her sult efter retfærdighed – og nogenlunde ens begreber om, hvad retfærdighed og fairness er. 

Jeg er ikke meget til gudsbeviser. Men det her, det er i det mindste et ret godt indicium. En glitch in The Matrix og et kaninhul, der er et spring værd. 

BREAKER 

Fællesskab: Det var skønhed og retfærdighed. Så til det med fællesskabet. 

“Dig og mig, Alfred. Ja, dig og mig, Emil. Det skulle jeg mene.” Det er den store tænker Emil fra Lønneberg, som her ruller sig ud i en af Astrid Lindgrens fantastiske bøger. Og sætter ord på fællesskabets magi og mysterium bedre end så mange andre. 

Man kan næsten mærke sulten efter fællesskab, her i corona-tiden. Den der længsel efter forbundethed. Vi er lidt i kontakt med den kendsgerning, at hvis vi slet ikke havde fællesskab, ville vi ikke kunne overleve. 

Et af mine yndlingssteder i bibelen er den salme i salmernes bog, som har nummer 133. Der står sådan her: 

Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen. Det er som den gode olie, der løber ned i skægget, i ypperstepræstens skæg. 

Det der med olie i skægget, det minder mig om at sidde omkring et lejrbål og spise virkelig fedtet kød, så det drypper ned i skægget, og bare høre til og være en del af. Det med olien er faktisk endnu vildere. Fordi den i tiden var et billede på salvelse og på frelse. På noget hinsidigt – lige her. Så vildt ved vi, at fællesskab kan være. 

Sociologen Martin Buber er blevet kendt for at sige: Der er kun et jeg, når der er et du. At vi skabes i mødet med hinanden. Og det er jeg helt enig i. Det er i fællesskabet, vi får vores identitet. 

Men uanset, om man køber den, så tror jeg, det er tydeligt for os alle sammen, at vi skal finde vores formål og mening – ikke bare i os selv og vores indre liv. Men i “den anden”. Os, der er “skabt for hinanden”, som vi siger. I venskabet, i familien, i byen, i nationen og. så. videre. 

…Det ved vi alle sammen. Og alligevel er det så svært. Ægteskaber går i stykker. Venner glider fra hinanden. 

Ingen i det her land arbejder mere end fædre i børnefamilier. Og blandt dem ingen mere end dem, som har børn under tre år! Det er jo ikke fordi, folk hader deres børn. Fællesskab er bare virkelig virkelig vanskeligt! Meget sværere end 60 timer på kontoret. 

Vi vælger junk-fællesskaberne på nettet, fordi det er nemt og uforpligtende. Vi kan vælge hinanden til og fra med et klik eller ved at swipe til højre eller til venstre. En god indikator på, at man oplever ægte fællesskab – er måske faktisk, at det er megasvært! På den ene side har vi vores bevidsthed om, at det er i fællesskab, man kender og bliver kendt, man elsker, at det er i fællesskabet, vi finder mening, formål, frelse! På den anden side vores bekvemmelighed. Og at fællesskab bare er vildt svært. 

Det er vildt paradoksalt. Og det er et vejskilt. Frem mod et fællesskab, der netop er alt det: Meningen, frelsen, fuldendelsen. Kærlighedens rytmeboks!

Spiritualitet. Det sidste vejskilt er spiritualitet. Og her bliver det lidt vovet. For i virkeligheden, så er det her meget mere tabuiseret i Danmark end sex, for eksempel. Vi prøver at lukke det nede og holde det inde og lægge låg på. Men faktum er, at mange – rigtigt mange – har genuine religiøse erfaringer. 

Pludselig og helt overvældende glæde eller fred. En følelse af at tage del i smerten i verden. At være helt og fuldt elsket. Eller noget helt andet. 

Indimellem kan låget ikke holdes på. Selv i populærkulturen popper folk op og fortæller, som Charlotte Rørth, at hun har mødt Jesus. Eller Casper Christensen, som fortæller om intense religiøse erfaringer – og kalder Jesus for storebror. I popmusik flyder det over – både fra mennesker, som kalder sig selv kristne eller religiøse og folk, der ikke gør. Nephews At dø er at rejse – om efterlivshåbet. Søren Huss. Carpark Norths “You saved me from myself” eller “Army of open arms”. Gode gamle Gasolin, som i This is my Life fortæller om troens overgivelse. Love Shop. Pernille Aalund. Michael Falch. 

Hele verden er spirituel. I vesten har vi i et par hundrede år prøvet at lægge låg på. Prøvet at give vores kynisme en maske af fornuft på – for at kunne ignorere noget faktisk ret åbenlyst. Men den spirituelle tørst. Troens tørst. Bryder igennem. 

Når man er tørstig, kan man nogen gange drikke hvad som helst. Også noget, som ikke nødvendigvis er sundt. Men det sunde er der også. Og tørsten er der – som et vejskilt og en stille hvisken. 

BREAKER

Allerede – endnu ikke

Skønhed, retfærdighed, fællesskab og spiritualitet. Så vidt så godt. Men nu skal vi tale om flyvefisk. For digtet, vi skal slutte af med, hedder jo “Flyvefisk på træk”. 

For mange år siden læste jeg religionsvidenskab oppe på universitetet i Aarhus. Og der lærte vi om, hvordan de kristne i det nye testament levede deres liv “på tærsklen”: Midt imellem en gammel og en ny frembrydende verden. 

Det med at leve på tærsklen kalder man liminalitet, når det skal være fint, eller når man skal lyde som en antropolog. Og i liminalitet, der er alt lidt vendt på hovedet, ting kan være både-og og hverken-eller og allerede og endnu ikke. På en en og samme tid. Man lever i to verdener og i ingen verdener. 

Vores underviser havde så’n en fast remse, han altid bruge, når vi talte om liminalitet: Alt er betwixed and between – hverken fugl eller fisk. Og det er selvfølgelig her, flyvefiskene kommer ind i billedet. Betwixed and between – hverken fugl eller fisk. Himmel og hav. Og lige imellem. 

På en måde lever flyvefisken jo lige der, hvor tingene bliver elektriske. I et glitch in the matrix. Springende op efter noget, man tydeligt kan se, men aldrig helt kan nå. Måske skønhed, retfærdighed, fællesskab, spiritualitet.

Og det er jo også her, vi lever. Vi står lige her på tærsklen. Når vi kigger os omkring på én måde, ser alt lidt goldt og ligegyldigt og cause & effect og “samsaras store trædemølle af et evigt kværnende hjul” ud. 

Men fra den anden side af tærsklen er det som om, at der indimellem blæser en helt. Frisk. Forårsvind. En smag af skønhed eller et fællesskab, som minder os om, at vi er meget mere. 

Det er godt at være her. Her på tærsklen, hvor tingene er “allerede” og “endnu ikke” på én gang. Lad os fx lige tage den med retfærdighed en ekstra gang: 

Når retfærdighedens harme bobler i os, så kunne vi jo for det første sige, at det er bare en illusion. Der er ikke noget på den anden side af dørtrinnet. Så er vi overladt til den rå og nøgne magt. Til Machiavelli og til Nietzsche. Til magtpolitikerne. Til at den, som har magten, har også retten.

Man kunne også leve på den anden side af dørtrinnet. Minde sig selv om, at med døden kommer en evig hvile. Og i himlen findes uretfærdigheden ikke. 

Måske var det præcis den tilgang til livet, som fik Karl Marx til at sige, at religion er opium for folket. Og fuldt berettiget. For det her syn på verden, hvor der kun er et “endnu ikke” men ikke et “allerede”,  det pacificerer os. Og i værste fald kommer vi måske til at acceptere frygtelige ting! 

Den rå magts verden. En venten på Himmelen. Og så er der heldigvis også den tredje vej: 

Hvad nu, hvis blodet bobler i os med et formål? Hvad nu, hvis det faktisk er himmelen, som trænger sig på her? Og nu? En stemme, der hvisker til os. En, som kærer sig dybt om denne verden – og dens mest undertrykte, marginaliserede og sårbare? Om os. 

En stemme, som har en opgave til os. Om at kæmpe for retfærdigheden. En plan han fører os frem imod. En drøm. At alt en dag skal blive sat rigtigt på plads. At retfærdigheden skal ske fyldest. At vi selv skal sættes rigtigt sammen. Blive retfærdige. 

Den vision kan vi arbejde med på her og nu. Hvor retfærdigheden findes. Men hvor den sjældent har overtaget. 

Betwixed and between – allerede og endnu ikke. Fremad! Mod, at retfærdigheden – og spiritualitetens længsel, fællesskabet og skønheden – en dag har vundet. 

Det var aldrig kun en drøm! 

Fred og nåde!