Jeg gik ud i skoven for at glæde mig i Dig,
spændt og i forventning til,
hvad du havde til mig.

Mens jeg venter,
pløjer mine støvler sig gennem faldne blade.
Kastanje. Måske bøg.
Ved det ikke.
Jeg skal alligevel ikke tale med dem.
Kun lytte lidt.

Skoven dufter af den slags jord,
Du formede menneskene af.

Fuld af farver er vejen,
mens jeg venter.
Knitrende.
Tænker jeg:
Hvem ellers?

Hvem ellers kan skabe noget så skønt
og smagfuldt og appetitligt
som gullasch
af forfald?
Visnen.
Død.

Mens jeg venter, husker jeg,
da jeg i morges læste om Dig.
Det var hos Johannes.
2020-oversættelsen.

Der, hvor du plejede at sige:
“Det er fuldbragt!”,
sagde du:
“Nu er alt, som det skal være!”

“Nu er alt, som det skal være!”
Lige der på korset!
Lige inden du døde.
“Nu er alt, som det skal være!”

Hvem ellers?

Som stille dis og tidlig aften
gennemvæder glæden skoven.