Det sker typisk, når man runder de fyrre,
at man finder sig selv
i et gennemsigtigt rum men uden døre.
Et mystisk hotel.

Og rundt om tæerne, der flyder sandet.
Jeg tror, jeg har sandskræk!
Nog’n har hevet proppen op af badevandet.
Alting flyder væk.

En sang fra anden sal i timeglasset.
Bittersød nostalgi.
Om de børnehåb, som evigt er forpasset.
Om slut og forbi.

Men

hvad hvis mit timeglas er vendt i vejret
og min plads nedenfor?
Så er sand jo egentlig noget, jeg får foræret
hvert sekund der går.

Et smil i rette tid fra Himlens Hjerte,
et sandt og kærligt ord,
hver en dags tiltrængte del af fryd og smerte.
Du dækker mit bord!

Som stjernerne, hvor Abram står og måber
af godhed uden tal,
og hvor Lina går og tæller duggens dråber
Sand i stille fald.

*

En skønne dag vil timeglasset klække
med et suk fra mit bryst.
Strandsand i miler, en uendelig række!
Tyst på livets kyst.

Digtet er inspirerer af dette fine tweet fra teologen Miroslav Volf: https://twitter.com/MiroslavVolf/status/1441912089279229956