Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 7

Vi går bag om digtet Død for mig. Og finder en helt særlig far. Og et helt særligt kram.

Læs mere her:
– Den fortabte søn vender hjem, Henri J. M. Nouwen, 2004
– Charlie Mackesys Prodigal Son: https://shop.charliemackesy.com/item/prodigal-son/print

Transkript

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

(Hælder kaffe op.) 

Så er sommeren så småt ved at være slut. Vi er kommet hjem igen, alle sammen, fra alle ferierne. 

Det der med at komme hjem, det er næsten noget af det vigtigste ved ferier, synes jeg. Den der fornemmelse, man har i maven, når man åbner hoveddøren for at tage fat på hverdagen igen. Den er i virkeligheden ret afslørende. Var min ferie en flugt fra det her sted? Eller er det også godt at komme hjem i hverdagen? 

I år har det været lidt anderledes for mig at komme hjem. For jeg er kommet hjem til et ret nyt hus. Vi flyttede ind i det her i foråret. Et helt fantastisk skønt hus med en masse plads. En dejlig stor have. Og en masse gode mennesker, som bor lige rundt omkring os. Så det var rigtigt dejligt at åbne hoveddøren. 

Alligevel så er der noget, som ikke er helt på plads, kan jeg mærke. På en måde, så er det stadigvæk bare en helt fantastisk hus. Det føles ikke helt som hjem endnu. 

Jeg tror, det handler om alle de der små rutiner – automatismerne, ville Morten Olsen sikkert sige – som faktisk tager lang tid at opbygge. Hvor smider man sin taske, når man kommer træt hjem? Hvilket vindue sidder man og glor ud af, når man har brug for at tænke på ingenting? Hvor snacker man, uden at ungerne opdager det?

Den ultimative test på, om man bor i et hus eller et hjem, det må være ”Tis i mørke”-testen. Når du mærker blæren presse ubønhørligt på der, midt om natten, kan du så klare at stavre skridtene fra soveværelset og ud til toilettet uden at tænde lyset? Og dermed uden rigtigt at vågne? Det er også som om den øvelse bliver vigtigere i takt med alderen.

Det der med at komme rigtigt hjem. Det tror jeg i virkeligheden er en af vores aller- allerdybeste længsler. At finde vores ægte plads her i verden. At kunne slappe ægte af. At kunne tage imod livet helt trygt. 

I en fortælling om, hvem Gud er – altså selveste Gud! – der knytter Jesus Guds væsen tæt, tæt sammen med det her med at komme hjem. At komme ægte hjem.

Historien begynder ellers med nærmest det modsatte. 

Der var en rig mand, som havde to sønner. En dag beder den yngste søn sin far om sin del af arven. Det er provokerende. Vildt provokerende! I Mellemøsten for 2.000 år siden svarede det meget præcist til at sige: Jeg sætter mere pris på dine penge end på dig, far. Faktisk ville jeg ønske, du var død. 

Men faren deler sin arv mellem de to sønner. Og den yngste søn tager afsted. Og han gi’r den fuld gas – med den slags venner og kvinder, som kommer let, når man har mange penge. Men som også forsvinder lige så hurtigt igen, når pengene er væk…

Han er lige pludselig ret meget ude i tovene nu. Men han finder et sted, han kan passe svin. Han går og er så sulten, mens han passer dem, at han er tæt på at spise deres mad. Læg til det billede alt det, du ved om, hvad svin betyder og står for i mellemøstlig og jødisk kultur. 

Det er her, han kommer i tanke om, at arbejderne hjemme hos hans far, de har, hvad de skal bruge. Og selvom jeg jo har brændt broerne, så man nærmeste ikke engang kan se asken mere, så kan det da være, at jeg kan få lov til at være arbejder der, tænker han. 

Og så tager han de tunge skridt af nederlag hjem mod sin fars gård, mens han øver sig på, hvordan han vil undskylde og underkaste sig og kaste sig ned for måske at kunne komme i betragtning. 

Det er mens han går i de overvejelser, endnu langt, langt væk hjemmefra, at hans far får øje på ham. Og så løber han, faren. Han løber simpelthen alt, hvad han kan. Det gjorde rige jødiske mænd ellers ikke. Slet ikke. Det var omtrent så uværdigt for dem, som det ville være for en dansk direktør i dag at glemme at tage bukser på til et møde. Men han løber. Åh, hvor han løber!

Og han falder ham om halsen. Og han kysser ham. Og han finder den fineste festdragt frem, og sætter en ring på hans finger, og slagter sin allerbedste kalv, for min søn var død, men nu er han levende, han var fortabt, men nu er han blevet fundet og. Nu. Skal der bare. Være fest! 

*

Noget af det, jeg elsker ved mit nye hus. Noget af det, der gør det til et hjem. Det er en plakat med et maleri af præcis det øjeblik, hvor faderen falder sønnen om halsen. Det hænger ikke på en eller anden kongeplads inde i stuen. Det hænger i entréen. Så man ser det, lige når man er kommet ind ad døren. 

For det her er hjem! Det kram er ægte hjem! Og nu får den lige gas, men jeg tror, det er rigtigt nok: Det kram er universets allermest grundlæggende virkelighed: Gud selv! Alt her i verden, som kalder sig hjem, er en skygge af det lys. Alt her i verden, som føles som hjem, er en afglans af det. 

Det er den britiske kunstner Chalie Mackesy, som har malet det. Måske kender du ham fra hans bog om drengen, muldvarpen, ræven og hesten. Ellers så skynd dig at følge ham på instagram eller facebook eller twitter. Charlie Mackesy. Jeg kender ingen som ham, der så klogt og levende kan fortælle verdens største sandheder med helt almindelige ord. Han er ret fantastisk! 

Det her billede er også virkelig godt at kalibrere sit eget billede af Gud – eller af det transcendente – efter. Passer dit billede til faren i historien? 

En far, som giver sin søn arven uden at stille spørgsmål – selvom det var ufortjent, uberettiget – og bare vildt respektløst overhovedet at spørge. 

En far, der sætter sin søn fri til det ødsle liv, som barnet ønskede at leve. Det var endda ham, som finansierede det. 

En far, som hver dag – igen og igen – går ud for at holde øje med om hans barn – det utaknemmelige og oprørske barn, som ingen andre har noget som helst håb for – mon kommer hjem i dag. 

Faren, der ser ham – beskidt og vanæret – langt væk.

Faren, der tager ved kanten af kjortlen og smider resten over skulderen og løber – bare løber! – for hvem tænker på værdighed eller ære eller noget som helst andet, når min dreng endelig er på vej hjem til mig!

Faren, der kaster sine arme om det beskidte, vanærede, oprørske håbløse barn – og græder af glæde!

Faren, der befrier sin søns ansigt for skam. Et kys ad gangen! 

Faren, som skyller ethvert tilløb til undskyldning væk i en flod af glæde over, at barnet. Er. Her!

Faren, der ikke sparer på noget som helst i en kæmpe fest for sønnen – den søn, der ydmygede ham og flåede hans hjerte fuldstændig fra hinanden.

Sådan. Er. Gud!

Det der mentale billede af en skægget gud med fuldskæg, som sidder på Olympen og kaster med lyn. Efter nogen, der har tegnet uden for stregerne. Eller bare fordi. Det er ikke Gud!

Den der “Bare vent til far kommer hjem!”-agtige gud. Det er ikke Gud. Tværtimod, nærmest. For frygt findes ikke i kærligheden. Og Gud er kærlighed. 

Gud er kærlighed. Men ikke på en måde, så alting flyder og bare bliver til ord og begreber. For Gud er en person. Han er for os og med os. Rigtigt. Hvis din gud ikke kan lugte af sved, fordi han lige har løbet, og hvis hans armhår ikke kildrer i næsen, så er der måske også noget, du skal justere. 

For paradoksalt nok er det faktisk rigtigt svært at elske kærligheden i sig selv. Det er så’n lidt ligesom at spise et stykke smørrebrød med appetit på. Men faren. Ham kan man elske. Tilbage.  

Gud er heller ikke noget luftigt og æterisk eller verdensånden eller bare alting. Heldigvis. 

En af mine yndlingsforfattere i tiden, en hollandsk præst og professor, der hedder Henry Nouwen, har også et ”Den fortabte søn”-motiv som sit favoritmaleri. Faktisk har han skrevet en hel bog om det. Det er Rembrandts ”Den fortabte søn vender hjem”. Her er det også det guddommelige kram, det drejer sig om. 

Nouwen skriver sådan her om den Gud, som faren i historien om den fortabte søn handler om: 

”Det her er den Gud, jeg har lyst til at tro på: En far, som siden skabelsens begyndelse har rakt sine arme ud mod os med nådefulde velsignelser. Som aldrig har presset sig på eller tvunget nogen, men som altid venter. Aldrig lader han armene falde ned i opgivenhed eller fortvivlelse. Altid håber han, at hans børn vil vende tilbage til ham, så han kan tale kærlige ord til dem og lade sine trætte arme hvile på deres skuldre. Alt hvad han ønsker, er at velsigne.”

Et andet stede skriver han noget af det samme. Men på en mere personlig og appellerende måde: 

”Du er Guds elskede datter eller søn. Tror du det? Kan du høre ham sige det, ikke kun i dit fysiske øre, men… kan du mærke det i maven? Høre det, så hele dit liv ændrer retning af det? 

Gå til skrifterne og læs: ”Med en evig kærlighed har jeg elsket dig”. ”Dit navn er indskrevet i min hånd fra evig tid.” ”Jeg har formet dig i jordens skød og vævet dig sammen i din mors mave.” Jeg elsker dig. Jeg omfavner dig. Du er min og jeg er din og du hører til hos mig. Du må høre det her, for hvis du kan høre denne guddommelige stemme tale til dig fra evighed af, så vil dit liv også blive mere og mere den elskedes liv. For du ér den elskede. Når du begynder at tro på det, vil den åndelige kundskab vokse i dig, til den fornyer din dagligdag”. 

Jep. Han er vild, ham Nouwen. Og nu kan vi vist næsten ikke rumme mere. 

Om lidt vil vi slutte af med at høre mit digt ”Død for mig”. Normalt er det jo præcis den samme spoken word-version, den samme lyd, som også ligger som en selvstændig podcast-episode. Men i dag skal I høre noget andet. Min søde søster Alice og jeg har nemlig også lavet digtet som en sang. Og heldigvis er det min søster, som synger. Det gør hun rigtig godt. 

Så den vil vi slutte af med om lidt. Men inden da, så håber jeg, du har mod på endnu et lille bitte digt. Skrevet af en amerikansk minimalist, så lille er det. Et lille digt om det med at være elsket. Hvad det betyder. 

Det er skrevet af Raymond Carver. Det hedder ”Late fragment”. Og det lyder sådan her: 

And did you get what
you wanted from this life, even so?
I did.
And what did you want?
To call myself beloved, to feel myself
beloved on the earth.

Må du opleve dig selv som elsket på jorden. Som ægte hjemme.

Fred og nåde!