Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 5

Vi går bag om digtet Bordvers. Og hvorfor verden er magisk. Og hvorfor der er nok. Og hvorfor du er nok. Det bliver hyggeligt!

Læs mere her:
– God in the dock, Miracles, C. S. Lewis, 1970
– Rob Bells podcast, The Robcast, afsnit 3: Receits, 2015

Transkript

Hej og velkommen til min podcast. Det er det her sted, hvor jeg præsenterer dig for et af mine digte, noget spoken word eller en poetry slam. Og så prøver vi at gå lidt ind i mellem ordene og bag om det hele. 

Jeg håber, du har noget godt i din kop og godt med ro om ørerne. Tak fordi, du lytter med 🙂  

*

“Far, I dag, der løftede jeg Nicklas”, siger Mads. Mads er min knægt på fire, og Nichlas er hans superseje pædagog, som ellers er stærkere end Hulk, har Mads flere gange fortalt mig. “Jeg brugte magi”, fortæller Mads. 

Johanna, min datter på seks, afbryder: “Mads, der findes altså ik’ magi i virkeligheden”, fortæller hun. Og så er det jo her, man som far og voksensperson og ansvarlig for de små poders opdragelse må bryde ind og sige: “Er du nu helt sikker på det, Johanna?”

Og så fortæller jeg hende, at hendes morfar, ham vi også kalder Øko-Polle, han kan putte en kartoffel i jorden om foråret, og så kan han tage en plante med masser af kartofler op, når han er færdig med sin sommerferie. Det er da magisk! 

Vi er kommet lidt langt væk fra den her virkelighed, de fleste af os. Jeg har lige været ovre i Netto for at hente mig en frokostsalat med kikærter og humus. Og jeg skal faktisk kæmpe en lille kamp for at minde mig selv om, at alt det, der er inde i den der lille plastikspand, det er faktisk noget, som har groet i jorden, eller som har haft en puls – lige for nyligt (der er nemlig også kylling i). 

Måske er det derfor, at der er så mange af os, som bor i byen, som har kastet os over det her med bitte små haver. Bare for at have en eller anden fornemmelse af den her store magiske realitet. 

Bare det her med, at jeg har brug for mad for at leve. Det er lige før, jeg er mere i kontakt med den her dynamik, når jeg spiller et eller andet verdensfjernt og dødssygt computerspil, hvor man kan løbe tør for liv, end når jeg faktisk spiser. 

Uden mad. Så dør du. Det er nok ikke ny viden for dig. Men alligevel kan det næsten være helt overraskende at tænke på. Den der spand kikærter med kylling og humus. Den holder mig i live. Jeg løber tør for liv, hvis jeg ikke spiser. 

Det er en særlig slags magi, det der med en kartoffel, som bliver til mange ved at blive lagt i jorden. Tryllekunstnere og illusionister, de snyder os med deres hastighed. Det er den korte afledning og de lynhurtige bevægelser med fingrene, som gør, at vi bliver snydt. At vi drages ind i illusionen. Med kartoflens magi, så er det næsten modsat. Det sker så langsomt, så vi ikke kan registrere det. Vi kan ikke se kartoflen, æblet, hvedekornet, chilien gro. Men vi ved, at magien sker. 

Kartofler, de er lidt specielle. Tænk på et frø fra et æbles kernehus i stedet for. Eller en sten i en vindrue. For de er jo faktisk mere typiske. Her kan du ikke spise frøet. Eller, det kan du selvfølgelig godt. Men det giver dig ikke noget. Det giver dig ikke den store næring. Og det giver dig slet ikke tilfredsstillelsen af god smag. 

Frøet er hårdt, goldt og smagløst. Men læg det ned i jorden – i de 80 cm. magisk muld, vi hele tiden bevæger os rundt ovenpå, lad det få noget vejr. Noget regn og sol. Og bum: Æbler! Vindruer! Det er da totalt magisk! 

* 

I gamle dage, der vidste man godt alt det her. Der fandtes der guder og gudinder på de her områder. Ceres, hun var ikke, som man ellers skulle tro, Gud for meget middelmådig aarhusiansk øl. Ceres, hun var gud for korn. Og gode venner med Bacchus, som var Gud for vinen. Og der var frugtbarhedsgudinder, som dækkede både magien i jorden og i gravide kvinders maver. 

Bibelen er selvfølgelig gennemsyret af det her generøse syn på Gud og livet: Fra skabelsesberetningen over salmer og profetier, som næsten selv har en frodighed og saftighed over sig. 

C. S. Lewis, ham med Narnia, han har et rigtigt spændende take på de mirakler , som Jesus udfører. Han gør os opmærksom på, at de ganske vist er overnaturlige. Men de er ikke unaturlige. Han tryller ikke lige en enhjørning frem eller noget i den stil. Nej. Han gør fem brød og to fisk til mad til 5.000 mennesker. Præcis ligesom et hvedekorn bliver til mange og som fiskene yngler i vandet og bliver til stimer. Han helbreder lamme og blinde – præcis som vores kroppe, når de ellers fungerer rigtigt, jo faktisk helbreder sig selv!

Har du tænkt over det? At det jo ikke er læger, sygeplejersker eller medicin, som helbreder dig? At det er din egen krop. Vores sundhedsvæsen, det kan tit hjælpe kroppen med at blive i stand til det her igen, hvis der er kommet sand i dens tandhjul. Og tak Gud for dygtige læger! Men grundlæggende, så hjælper de jo faktisk bare din magiske krop!

Det er også noget af det, jeg fortæller mine børn, som ret ofte kommer hjem med sår, som har brug for et plaster: Nu dækker vi det til. Og så kan din magiske krop  lige få ro til at lave sig selv igen 🙂  Selv om de nyeste devices også kan virker magiske – i hvert fald i reklamerne, så går der nok nogle versioner endnu, før du kan smadre din iPhone og den så bare går i gang med at sætte sig selv sammen igen. 

Helbredelser, bespisningsundere osv. Det er overnaturligt. Men det er ikke unaturligt. Tværtimod. Og miraklernes magi peger tilbage på hverdagens magi. Den underfulde omsorg, vi hver eneste dag er omgivet af: At jorden giver os mad. At dyr bliver til flere. At vores kroppe kan helbrede sig selv. 

Det er lidt den samme dynamik på spil her, som der er i de bedste eventyr. Dem, hvor man, når man lægger bogen ned, også ser lidt anderledes på sin egen verden. Får øje på, at den verden også er eventyrlig. Med godt og ondt. Kampe at kæmpe. Og prinsesser og kongeriger at vinde.  

* 

Det er vigtigt, det her med, at verden er magisk. At vi er omgivet af underfuld omsorg. For det peger hen på en helt ny måde at leve på. 

For mange år siden, da læste jeg statskundskab oppe i Aarhus. Og et af de vigtigste fag på statskundskab, det er økonomi. Og en af de vigtigste grundantagelser i økonomi, det er antagelsen om knappe ressourcer. For hvis man først kan slå fast, at vi har knappe ressourcer, så kan man faktisk sige rigtigt meget om, hvordan vi mennesker tænker og opfører os: Vi vil hellere have mere end mindre, vi vil hellere ha’ det billigt end dyrt, og i halen af det kommer så alt det med udbud og efterspørgsel osv. 

Det kan nok være en realistisk måde at beskrive mennesker og verden på. Men når vi tager sådan et par briller på for at beskrive verden, så er der altid en risiko for, at de også bliver en slags ubevidst valg om, hvordan vi vil leve i verden. Brillerne kommer til at forme os.

Og er det virkelig sandt, det der med de knappe ressourcer? Måske faktisk ikke, sådan helt fundamentalt set! Jorden er rig. Vi producerer fødevarer nok på jorden til, at alle munde kan mættes. Det er et faktum. Og jeg er ret sikker på, at det tilsvarende gør sig gældende om tag over hovedet og andre livsfornødenheder.  

Når jorden er plaget af fattigdom – uoverskuelig og grusom fattigdom, så er det faktisk ikke fordi vi har et problem om knappe ressourcer! Den ubehagelige sandhed er, at vi har et fordelingsproblem. Fødevarer og andre fornødenheder kommer ikke ud til dem, der har mest behov for dem. Vi har et problem med egennytte. Et etisk problem, ikke i første omgang et knaphedsproblem.

Du kan vælge at se på verden som et sted med knappe ressourcer – eller et sted, hvor der er nok. Hvor vi bliver taget os af. Og det her spændingsfelt, det er sjovt. For det er så sprængfyldt med paradokser! 

Thomas Sjødin, en svensk præst og forfatter, han siger noget af det sådan her: 

At se alt det, man er og har, som gaver til de mennesker, man har rundt omkring sig, at leve i en ånd af, at “alt mit er dit” og slippe taget om sit eget, det er den bedste måde at blive et rigt menneske. Ikke rig på penge eller ejendele, men rig på dyb og vedvarende lykke! (GENTAG)

Er det ikke fantastisk? Og dybt genkendeligt, selv om det er så paradoksalt: Hvis du går efter at blive rig, hvis du vil ha’ din andel af de knappe ressourcer, så bliver du et fattigt ensporet menneske, som hele tiden bliver jaget fra den ene reklame til den næste. Fra budskaber, som taler til din griskhed, til budskaber, som taler til dit bekymrings-gen. 

Men hvis du vælger det modsatte. At sige nej til at holde på ting. Sige ”Alt mit er dit!”, så bliver du rig! Så er du rig. Rig på dyb og vedvarende lykke. På at favne rigdommen og magien i verden – verdens venlighed! Du finder ud af, at du har nok. Kan man være rigere end det? 

Det er ikke lykke, som gør dig taknemmelig. Det er taknemmelighed, som gør dig lykkelig. Det ved vi dybest set godt – fra egen erfaring. Og ellers, så er der faktisk forskning, der siger det samme. 

Prøv at sige det til den næste reklame, du ser: ”Ellers tak, du, jeg har alt, hvad jeg skal bruge!” Prøv lige at føle dig rig! Prøv lige at føle dig helt. Fri! 

*

Kan du huske det med frøet fra kernehuset i æblet? Og stenen i vindruen? Det helt golde og smagløse – med potentialet til at blive æbler eller vindruer med masser af saft og kraft og smag. Hvad er du selv? Er du et æble. Eller en kerne, som trænger til at blive lagt i jorden? 

Det her tema med at være et frø. At have brug for at dø fra sig selv for virkeligt at leve. Eller at miste sit liv for virkelig at bjærge det. Det er en vigtig parallel til Jesus’ mirakler. En vigtig del af hans budskab. Og en måde at forstå Hans liv på. 

Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg faktisk ikke helt jeg ved, hvad det betyder, det med at dø fra sig selv. Men jeg tror, at noget af det handler om det her: Om at slippe sit stramme faste greb om tingene – og åbne håndfladerne op. Slippe taget om sit eget. Finde sit centrum uden for sig selv. At få i stedet for at tage. At blive som barn igen. ”Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom”, siger Steffen Brandt. Der er håb her.  

Og på den måde mødes enderne: Jo mere, vi kan erkende, at vi lever i en verden, der er magisk, at vi er omgivet af underfuld omsorg, at der er nok, jo mere kan vi også lægge os selv i jorden som et frø – og bliver en del af magien! Blive levende i paradokset om at slippe taget for virkelig at gribe. At dø fra os selv for at vinde livet. Og blive til liv for os selv og dem omkring os. 

Jeg tror, der er meget af det her, jeg ikke rigtigt forstår. Men hvis jeg forstår en smule af det, så er der noget, som alligevel adskiller os fra resten af den magiske dynamik. Og det er, at det her er noget tilbagevendende. Noget processuelt. Vi har brug for at tage det spring ned i jorden og op igen efter det rigtige liv, den rigtige rigdom, igen og igen. Sådan har jeg det i hvert fald. 

Jeg ved jo ikke, hvem du er, og hvordan du har det. Sådan er det med så’n noget podcast her. Det er envejs. Så jeg vil sige tre ting til mig selv. Og hvis du også har behov for at høre det, så er det også til dig: 

Du har nok. Du er nok. Og du er på rette sted. 

Sig det til de næste reklamer du ser. Du har nok. Du er nok. Hvor rig er du lige, dig, som med åbne øjne kan sige: Jeg har tilstrækkeligt! 

Du er nok! Ikke meget. Men nok. Tilstrækkelig til at udfylde din plads i verden. Ikke til at redde hele verden. Men til dem omkring dig. For dem er du en virkelig stor gave! 

Du er nok! Ikke meget. Men nok til at være omsluttet af venligheden i verden. Den, der hvisker om, at du er elsket. Meget! Højt og bredt og stort elsket! 

Og du er på rette sted. Magien og eventyret er lige her. Du er omgivet af underfuld omsorg. Det ser du, hvis dine øjne er lige så vidt åbne, som himlen er det. Det vidner hvert et knasende bid i et æble om. 

Nåde og fred!