En kommentar til Brexit.

Min mor har fortalt mig ret indlevende om Cuba-krisen. Om en historie med frygt. Og om en historie med en helt: John F. Kennedy. Den historie, og den helt, blev definerende for hendes generation, og der er fjerne øjne og følelser i stemmen, når hun fortæller den.

Min generation har en endnu vildere historie. Og den var meget tættere på. Da jeg var 10 år, faldt Berlinmuren. I Tjekkoslovakiet samledes folk om min store helt, Vaclav Havel. Unge studerende og mange andre fyldte Prags gader og holdt deres nøgler op i luften som et symbol på, at de havde nøglen til fremtiden.

Jeg har set filmklip af, hvordan politiet banker løs på de fredelige demonstranter med knipler. Demonstranterne gør ikke modstand. Men de sørger for, at kvinderne står inderst, og at de unge mænd i den udsatte yderring skifter position, så de deles om slagene. De er også mine helte.

I Rumænien gik det knapt så fredeligt til. Gå en tur i Timisoaras gader, se skudhullerne og hør historierne om den gamle diktators ondskab og brutalitet. Og de ubehagelige billeder af Nicolae Ceaușescu og konens lig vækker alligevel som en ild i maven erkendelsen af, at retfærdigheden er sket fyldest. Helte!

Polen og historien om Lech Walesa og Solidaritet. Og en pave, som heldigvis ikke tænkte, at religion er en privatsag men skabte fællesskab og opslutning om modstanden mod et tyrannisk regime, som i min barndom fyldte halvdelen af Europa. Min generations jævnaldrende fra Østeuropa, som vi har mødt på studieophold eller på vores ferier i Europa, har i deres barndom stået i endeløse køer for at møde tomme forretninger. De har levet i frygt og uden frihed under et regime, som både ville have magt over hånden og tanken. Mange er blevet adskilt fra venner og familie af den mur, der gik gennem Europa.

Med optagelsen af de nye østeuropæiske medlemslande burde EU’s hymne i virkeligheden være blevet skiftet ud med David Bowies Heroes. Det er, hvem vi er. Det er den historie, vi stadig lever midt i. Historien om Europa.

En forladt historie
Her til formiddag har jeg hørt en masse mennesker udtale sig om konsekvensen af Storbritanniens udmeldelse. Næsten alle handler om de fordele, de nu går glip af. Økonomi, et stort marked, ret til arbejde og ydelser i andre lande.

For mig er det langt fra det vigtigste. Storbritannien har forladt vores historie. De har valgt deres egen historie om Britain First frem for historien om Europa.

EU’s historie
Europa opstod på ruinerne af anden verdenskrig. En håndfuld statsledere med små armbevægelser men meget, meget visionære blikke lagde grundstenen med Kul- og stålunionen. Sårene efter anden verdenskrig blev lægt med en hastighed, som, når man kigger tilbage, virker helt usandsynlig. Flere lande kom til, og EF og EU udviklede sig i bredden og i dybden.

Stater afgav suverænitet. Noget, som ifølge teorierne om, hvordan lande altid søger deres egeninteresse, slet ikke burde kunne lade sig gøre. Men noget gjorde, at vi turde tænke ”os” i stedet for ”mig”. Helt ufatteligt, at vi i dag næsten kun taler om suverænitetsafgivelse som noget skidt!

Irland, Grækenland, Spanien, Portugal blev løftet ud af en dyb, dyb fattigdom. De sydeuropæiske af dem ud af skyggen fra udemokratiske og tyranniske regimer. Østeuropa. Og dernæst kunne landene fra det tidligere Jugoslavien finde et hjem og en vej mod fred, frihed og fremgang i Europa og EU. EU’s historie har fantastiske kapitler både før og efter den del, der særligt er min historie.

Ja, der er huller i osten
Jeg kan allerede høre EU-kritikere for mit indre øre tale om ydre grænser, toldmure og latterlige landbrugssubsidier. Sågar om at EU er udemokratisk. Og at det går for langsomt.

Og ja, der er huller i osten. Men ethvert voksent og dannet menneske ved, at sådan er livet. Vi har fundet ud af, at der også er sure dage på drømmejobbet. Men at det kan være en drøm alligevel. At sex lugter og sviner betydeligt mere end digtene giver indtryk af. Men at det kan være ret fantastisk. Vi lærer at leve i virkeligheden. En total idealistisk forestilling om demokrati og retfærdighed kan være den værste forhindring for at gå et stykke af vejen hen mod idealerne – i virkeligheden.

Objektivt set er EU verdens mest demokratiske internationale samarbejde. Vi har et demokratisk valgt parlament og regler for gennemskuelighed i processerne, som overgår reglerne i Danmark. Og hvem tror på, at en opløsning af EU ikke blot ville betyde mange latterlige landbrugssubsidier (dem er vi ved at afvikle sammen nu) og toldmure og grænsebomme om hvert enkelt land?

Jeg hørte sågar en repræsentant fra Enhedslisten sige, at EU ikke virker, og at vi i stedet skal satse på Nordisk Råd eller EuropaRådet. Prøv at gentage det udsagn, mens du lægger EU’s resultatliste ved siden af begge de to andre institutioners…

Det er os, der river mure ned!
Du kan sikkert forstå, hvorfor jeg altid har haft det svært med folk, der vil opfinde EU’s historie for bedre at kunne formidle “projektet” (- Morten Lykkegaard, for eksempel). Der skal ikke opfindes noget som helst! Vi står midt i en storslået historie, som højst skal foldes ud.

Vi har heller ikke behov for at opfinde ”den europæiske drøm” som en pendant til den amerikanske drøm. Vi har den allerede.

Hvor den amerikanske hviler stærkt på frihedsidealet, hviler vores tungt på idealet om broderskab. Den amerikanske handler om frigørelse fra omstændigheder og social arv for at realisere sit potentiale. Måske starte en virksomhed. Den europæiske drøm handler om at rive mure ned. Om at insistere på, at vi er et fællesskab. At vi står sammen om både frihed og ansvar. At hverken mure, regler eller grænsebomme skal forhindre fællesskabet.

Det er os, der river mure ned. Den historie og den drøm er værd at kæmpe for, minde sig selv om og bygge videre på. Også når nogen melder sig ud af den.