Min tro var et fængsel for tanken
men tanken fik grublet sig fri
og tænkte sig helt fra forstanden.
Alt blev grøfter, den gravede i. 
Nu kan mit sind ikke finde tilbage,
for huset var bygget på sand.
Jeg tror, det er skyllet i søen. 
Derude går vist en mand. 
Det er Dig, der viser mig Vejen.
Og Vejen er ingen anden end Dig!
Det er ikke mig, som skal holde alting sammen.
Nej, Du holder sammen på mig. 

*

Min overbevisning var et urværk
apologetisk finmekanik 
skolastiske tandhjul og skiver
i en sirlig indre logik. 
Men nu går det vist ikke længere.
Man sku’ næsten tro, det var løgn. 
Fjederen sprang, og det viser
kun rigtigt to gange per døgn.
Nu kan jeg bare håbe i natten, 
at Sandheden er en person.
At når jeg utidigt råber i mørket, 
så høres larmen af Nogen.

*

Det er det, der er mærkeligt ved livet:
Det løber væk, når man knuger for hårdt.
Pludselig kan man se det til ende.
Og skjorten føles så kort.
Aldrig i livet har jeg følt mig så tørstig.
Men det, jeg savner, er det, jeg allerede har.
Så lægger Du dine arme hos mig,
åbner hånden og åren til svar.
Som et barn kaster sig ud i livet,
et vissent blad, der giver slip på sig selv, 
må jeg tro, at Du er der og griber. 
Du er Livet, Det Evige Væld.