Jeg kigger op på anden sal. Eller springer et par sider frem ti det sidste kapitel, åbner og smugkigger lidt…

***

Der står hun og kigger sig i spejlet. For første gang ser hun sig selv. Den markerede knoglebygning ligner ikke længere en vammel og vulgær Venus. Hun ser at Gud sagde: Lad der være prinsesser – og så så Han, at det var godt.

***

Jeg ser en sort pige og en hvid dreng tage hinandens hænder. Endelig er det ”til sidst”, hvisker han. De tænker tilbage på slaget i Englenes by og takker for, at den ægte vare findes. I aften skal de bade i friheden.

***

I skålen, der danser på hendes hoved, er der mere end rigeligt. Nakken er stolt og ryggen så rank, som Gud skabte den. Hun er så indtagende sort og mor og skabt i Guds billede, at knæene bæver og jeg retter på håret.

***

Den er der stadig, puklen, der gør ham lidt deform – men først og fremmest er den der ikke. Og i aften er den helt væk. Og han skal fortælle hende præcist hvad han føler. Og han skal slå benene væk under hende, for hans varme og humor er ikke gemt under en dyne af social angst og årtiers mobning og mindreværd – den springer omkring som ved skabelsens morgen. Og anden sals største brune øjne skal kigge op på ham. Betaget. Og smilende. Og øjenvipper bliver til sommerfuglevinger og starter en storm et sted i stillehavet. For nu leger hun lidt flirtende med. Og kigger lidt ned. Og så hengivent.

***

Han rejser sig fortumlet og børster skudhullerne af sig. Brændemærkerne fra cigaretterne glider af af sig selv og samles i en lille svovlsø på jorden. Det er den anden død. Larmen er stoppet – alt han kan høre er vandets pludren i å-løbet ved siden af ham. En gammel af dage, kalder på ham, viser ham til rette i den anden gyngestol. Han skænker ham en gin, inden han smider snøren ud igen. De taler videre og han beder solen om at dæmpe sig.

***

Jeg ser dig. Og du ser mig. Du kender mig. Uden filter. Jeg er mere nøgen, end Adam har været bange for at være. Det der, du ved, som jeg aldrig kunne sætte ord på. Men som var mig. Som jeg bed læben til blods over, at du aldrig ville vide om mig på grund af muren. Det ser og smager og mærker du nu. Og vi kender hinanden – fuldt ud som Han kender os. Og det sidste forhæng er flænget. Og vi kunne være helte. Hele dagen lang.

***

Jeg ser mit hovmod falde i ildsøen. Det skriger indkroget som en Gollum i begærlighedens dødsspiral. Jeg fryder og jubler og løfter hænderne mod himlen: Jeg må kaldet det for ”det”.

Mens jeg ser det styrte i tilintetgørelsen. Aldrig mere. Nu skal jeg bare være et æble i stedet for en orm med et æble i.

***

Skrigene er væk. Skuddene og den konstante flugt – igen og igen, der gemte sig som en trold i en æske i hans baghoved. Sagsbehandleren er væk. Og systemet, som hun sagde, sagde at han var rask og skulle rejse tilbage til Irak med sin kone og sin datter. Og damerne fra Nyhederne, der fik ham til at føle sig som et stykke affald, er væk. Og dem, der kiggede underligt, når han var i banken. Endelig hjemme.

***

Og Baghdad stråler igen med gyldne tårne og hængende haver. Og folk i New York myldrer rundt efter ting, som er værd at myldre rundt efter. Og i Mogadishu leger drengene krig og forældrene smiler. Og i Julianehåb leger de ”den som flaskehalsen peger på”. Og retfærdigheden hersker i  Amsterdams gader, for ødelæggeren er dømt. Og aftenfreden sænker sig under armene i Rio de Janeiro.

***

Og vi fatter stadigvæk ikke en meter…

***

Men nu falder dæmonerne ned fra himlen. Som overraskede spurve i syreregn. Og lysbringernes koldt oplysende stråler gennembrydes af varmt sollys. Fortabelsesangsten er for altid fortabt.

***

Døden dør som den sidste fjende.

***

Og du er alt. Og du er alt i alle. Og glæden bobler i vandløbet og taknemmeligheden suser i trætoppene og tilbedelsen runger fra byens liv og larm. Og du er det, alle taler om. Og du er det, alle lever i. Og alt som har ånde råber: Hellig, hellig, Hellig er Herren hærskarers Herre Gud den almægtige. Se, Han har gjort alting nyt. Det gamle, som var, er ikke mere.