Prædiken holdt i Horsens Valgmenighed den 28. juni 2020.
Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.
– Joh. 13, 12-17
Tjeneste er en livsstil
“It’s the economy, stupid!” Sådan tror jeg, Bill Clinton har sagt til sin stab og til sine kommende ministre aftenen inden valgdagen, hvor han vandt præsidentposten. Sloganet havde de sagt til hinanden gennem hele valgkampen. Nu skulle de vinde. Og så skulle de levere på det. Genoprette økonomien.
“America First”, har Donald Trump sikkert sagt til sine folk aftenen inden han vandt valget. For at minde dem om, hvordan prioriteterne skal være, nu hvor de snart kan tage over.
Jesus siger noget andet. Noget helt, helt andet: Den største skal være mindst! Og så siger han ikke bare noget. Han gør noget. Han vasker deres fødder! Ikke just politikersnak!
Men ellers er parallellerne der faktisk: Teksten om fodvaskningen er en del af påskeberetningen. Den finder sted skærtorsdag – dagen før Jesus dør og på mystisk vis vinder – ikke bare en præsidentpost men “magten i himlen og på jord”.
Måden, han vinder på, er mystisk, mærkelig, revolutionær: Det ligner, at en jødisk rabbi dør og taber. Men i virkeligheden vinder han stort. Dem, der har magten, klynger ham op på et kors. Men i virkeligheden løfter de ham op som konge. Der er 1.000 paralleller til Daniels Bogs storslåede beskrivelse af, hvordan en menneskesøn en dag skal frelse, udfri og indtage kongestolen. For at det ikke skal være løgn, har de endda skrevet “Jødernes konge” på et skilt over ham. På alle de store kultursprog.
Det er på engang så smukt og storslået – og bidende ironisk, at det næsten ikke er til at rumme.
Og måden, han vil udøve magten på – sammen med sine disciple, – sammen med os, er lige så omvendt og på hovedet: Vask hinandens fødder! Kongen skal på knæ for tjeneren!
Tjeneste er et helt grundlæggende kendetegn ved, hvordan vi gør tingene i Gudsriget.
Det er helt nyt. Og så trækker det en fin tråd. Tilbage til Abraham, som fik til opgave at være en velsignelse for alle folkeslag – tjene dem. David, som kunne synge om, at Gud selv dækker bord for ham – som en tjener gør det. Og på en særlig måde Esajas’ beskrivelser af Herrens Lidende Tjener, som indsættes som frelser og konge. Tjeneste er en del af Guds store historie. Af hans redningsplan for jorden!
Tjeneste i dag
Jeg starter på den her måde, fordi det vækker lidt af min revolutionsromantik. Hvor er det sejt, at når verden går vildt op i CV’er, lønsedler, hierarkier, social kapital og alt det der, så hælder vi bare det hele ned af brættet. Vi sætter kærligheden i stedet for. Kalder de mindste for størst. Det vil jeg gerne være en del af!
Og jeg elsker, når jeg ser det modelleret! Som dengang, Jakob Nørgaard ikke kunne være med til FerieFræs, fordi han skulle være på arbejde.
Og nu tager vi lige de fromme tjeneste-briller af: Det var ikke et hvilket som helst arbejde. Det var et af de sejeste jobs i hele Horsens – nede på avisen. Og Jakob er ikke hvem som helst: Han var menighedsrådsformand på det her tidspunkt. Kirkeplanter. En af de meget få personer, som har været helt afgørende for, at vi har den her fantastiske kirke.
Jakob er cool. Men ikke for cool til, at han efter arbejde kom cyklende ned for at gøre toiletterne rene efter os og alle FerieFræs-ungerne. Sådan noget er jeg bare vild med!
Og hvor er der mange af jer, som gør det her! Inde i kirken og udenfor kirken. I jeres familie.
Nogle gange er det bare fantastisk at være en del af alt det her. At leve den her “på hovedet” livsstil. Ofte er det virkelig en dyb følelse af mening at være i tjeneste.
Noget af det største, jeg selv har prøvet, er at blive kaldt et bønnesvar. Det vil jeg virkelig gerne prøve igen!
Tak for, at jeg må være med!
Nogle gange kan det være mere tungt og sejt at tjene. Noget af det, jeg tjener med, er at være kasserer i vores lille Rumænien-organisationen Brother to Brother Support. Og for at være helt ærlig, så er det virkelig ikke lysten, der driver værket, når det gælder det med at føre regnskab. Excelark og bogføring, det gør det bare ikke rigtigt for mig!
En af de formildende omstændigheder er, at jeg må tjene sammen med nogle kloge og gamle mennesker. Så’n nogen godt op i 70’erne. Og en af dem har den her bøn, han næsten altid be’r, når vi be’r sammen. Den lyder sådan her: “Tak for, at vi må være med!”
“Tak for, at vi må være med!” Det er en klog bøn. For Gud kunne jo i virkeligheden godt bare ordne det hele selv. Det er en stor nåde, at vi må være med. At verden ikke er et venteværelse! At det stadig er eventyrernes og lejrbålenes tid – ligesom i Nangijala. At vi kan gøre en forskel. Bidrage med noget meningsfuldt. Også når det er excelark og bogføring.
Det er blevet en god praksis for mig at bede et “Tak for, at jeg må være med!”, inden jeg går i gang med at bogføre BBS-regninger.
For det er en god bøn at bede. Særligt, når det hele ikke er så lækkert. Måske bad Jakob bønnen, inden han kastede sig over de der FerieFræs-toiletter 🙂
Når der går forurettet farisæer i den
Det er dejligt, at vi må være med. Være en del af Guds revolution. Leve på en ny måde. Tjene.
I det her forår har jeg også lært en anden side at kende af at være i tjeneste. Desværre.
I det tidlige forår havde jeg rigtigt travlt. Med forskellige BBS-ting – regnskab og generalforsamling med besøg fra Rumænien og med forskellige grafik-projekter i kirken og meget andet. Jeg var ved at få “tjeneste-stress”, tror jeg.
Og det gjorde virkelig ikke noget godt ved mig. Jeg begyndte at få de her tanker om, “hvorfor er det også altid mig, der skal gøre det, når noget skal eksekveres?” “De andre har jo idéer nok, men hvem er det lige, der gør det: Laver grafikken, skriver teksterne, styrer hjemmesiderne?”
Så totalt. Latterlige. Tanker! For jeg elsker at lave grafik og skrive tekster og styre hjemmesider. Og så er der også det ved det, at når jeg tjener, så er det langt oftest foran en computer med en kop virkelig god kaffe i hånden. Det er meget meget sjældent med en toiletbørste.
Men den her forurettede farisæer er flyttet ind i mig. Og det er virkelig ikke noget, der er særligt fedt at fortælle om, for han er nok det aller-aller-mindste lille-bitte menneske, jeg kender. Legomænd er bredere over skuldrene end han er!
Men han er der. Han er også i Bibelen. I historien om Martha og Maria hedder han Martha. Med blikket på opvask og madlavning – og øjnene lukkede for, at Gud selv i menneskeskikkelse er ved at dele ud af sine hemmeligheder.
Har du prøvet det? At ha’ så travlt med at tjene Gud, at du glemmer at lytte til ham? At fokusere så meget på produktivitet, at du glemmer intimitet? Så skulle jeg hilse fra mig og sige, at du er ikke alene. Og, tror jeg, fra Gud og sige, at Han savner dig. Produktivitet eller intimitet. Martha eller Maria. (Stakkels Martha, forresten, som sikkert var helt fantastisk…)
Den forurettede farisæer er der også i historien om den fortabte søn. Som har en storebror. Som faktisk måske er endnu mere fortabt. Fordi han lider af forurettet farisæer i totalt udbrud. (Vrænget) “Hvorfor har du aldrig holdt en fest for mig, far?” Han er virkelig irriterende!
Men ved I, hvad faderen siger til den her ekstra-fortabte og super-forurettede storebror? Han siger: “Min søn!” Og så siger han noget mere: Han siger: “Du er altid hos mig. Og alt mit er dit!” Alt. Mit. Er dit!
Hvis du er der, hvor jeg er. Hvor der er ved at gå forurettet farisæer i den af kirke-opgaver. Eller tøjvask derhjemme. Eller at dække ind for kollegaer på arbejde. Så er der fire ord, du skal høre herfra i dag. Glem resten. Hør Gud sige: “Alt mit er dit!” Fyld dine tanker med det.
Nogle gange er det tid til at stoppe med at gøre. Og starte med at være. Stoppe op med at give og med at tjene. Hvis det forhindrer dig i virkelig at modtage. For det virker slet ikke uden. Hvis der ikke er noget inflow, så kommer der ikke noget outflow. Hvis vi ikke får fra Gud, har vi ikke noget at dele ud af. I hvert fald ikke noget godt.
Når du begynder at stresse, så søger du garanteret din trøst og din hvile alle mulige andre steder end hos Gud – TV-serier, junkfood, facebook – you name it – i hvert fald, hvis du er bare en smule som mig. Det inflow giver ikke noget særligt lækkert outflow.
Du har brug for at være hos Gud. At hvile hos Gud. At blive dækket bord for af Gud selv, som David beskriver det i Salme 23. Og – det her har jeg opdaget lige for nyligt! – du har brug for at blive ved med det. At være der midt i nåden, også når du skal tjene igen.
Jeg tror, jeg har tænkt det lidt som et pendul, det her med væren og gøren, nåde og tjeneste. Så tanker man op. Så tjener man. Indånding, udånding.
Nej! Alt. Alt i Gudsriget har med nåden at gøre. Alt har at gøre med at være – mere end at gøre. Der er hul i vores spand. Vi kan ikke tanke nåde op og så løbe hen og vande hele verden med det. Vi skal være i nåden, også når vi tjener. Holde øjenkontakten med Guds faderøjne hen over excelark og toiletbørster. Og også være i dyb kontakt med vores egne skygger og lidelser og behov, når vi forsøger at møde andres.
Nogle siger “pyt!” og så videre. Vi siger “nåde!” og så videre, når vi laver de fejl, vi helt sikkert kommer til at lave.
Henri Nouwen siger det på den her måde: “Grundlaget for al tjeneste er erfaringen af Guds ubegrænsede accept af os som hans elskede børn. Det er en accept så fuldkommen, så komplet og så altfavnende, at den sætter os fri fra vores behov for at blive set, rost og beundret – og sætter os fri til Kristus, som leder os på tjenestens vej.” Det er lige præcis det her, jeg – og måske også du – har behov for virkelig at opdage!
Guds fred med at være i nåden. Start med at hør ham hviske til dig: “Alt mit er dit!”
Gør det alligevel!
Nogle gange er der et andet mørke, som rammer os. Men som omvendt fordrer os til at holde ved. At blive ved med at tjene, ind til vi er ude i lyset igen.
I C. S. Lewis’ bog “Fra helvedes blækhus”, som er en slags samtalebog mellem to djævle, der siger den ene djævel sådan her til den anden:
“Vores sag er aldrig i så stor fare, som når et menneske ikke længere har lyst til at adlyde, men stadig har til hensigt at gøre Vores Fjendes vilje. Når det kigger sig om i et univers, hvor ethvert spor af Ham synes forsvundet, når det spørger, “hvorfor har du forladt mig?” – og stadig adlyder.”
Det er Jesus selv, C. S. Lewis skriver om her. Korsets og de blodige sveddråbers fortælling om dybden og voldsomheden i tjenestens livsstil. Om den ultimative kærlighedsgernings spring ud i det ultimative mørke.
Det offer skal de fleste af os ikke give. Men jeg tror, at nogle af os får udfordringen om at tage skridt og adlyde noget, vi bare ved er sandt, godt, smukt, uden at vi har det mindste lyst til at gøre det – og faktisk også uden at kunne mærke Gud, mens vi gør det.
Det skal vi bære hinanden i, så godt vi kan. Og så må vi vide, at vores Herre – vores tjenende konge – Han har været der før! At hans offer af ultimativ ensomhed, forladt af Gud på korset, betyder, at uanset hvad, uanset hvad vi føler, så er vi aldrig alene. Han er altid hos os!
Saligprisninger HVM-style
Det her kunne være et godt sted at slutte. Men der er to ting, jeg altid har haft en drøm om at gøre til en gudstjeneste. Og nu har Lars jo li’som givet mig mikrofonen 🙂
Den første er at lave noget poetry slam til en gudstjeneste. Det har jeg drømt om, siden en fyr, Mark Scandrette, gjorde det til Sommeroase engang.
Den anden har at gøre med noget, jeg engang læste, om saligprisningerne. Dem i starten af bjergprædikenen, der hvor Jesus siger, at “Salige er de og de…”
Det, jeg læste, var, at man faktisk ikke skal læse saligprisningerne som sådan nogle store eviggyldige sandheder: Det er ikke sådan, at man hellere må skynde sig at blive “fattig i ånden”, for at kunne blive salig.
Man skal læse dem den anden vej rundt. Ind i deres helt konkrete virkelighed. Forestille sig, at Jesus har kigget rundt på sin lidt mærkelige men salige flok af efterfølgere. Og så fortalt dem hver og en, hvorfor de er salige.
Og på den måde bliver det bare langt varmere, mere nærværende og mere elektrisk, det hele!
“Salige er i, som hungrer og tørster efter retfærdigheden”. Mon ikke, han har set kærligt ned på Peter. Peter, den der gamle zelot-oprører, som man altid har lidt mistænkt for hellere at ville være med i Asterix end i Bibelen – så han kan slå hovedet ned i maven på en masse romere.
“Salige er de, som er fattige nu.” Handler det mon om hans egen fattige mor?
Nå, men bortset fra at lave en poetry slam, har jeg altid drømt om at lave en slags saligprisninger for alle jer i den her fantastiske kirke, jeg holder så meget af. Så’n a lá “Salig er de helhjertede. Krigerne!” Og så lige kigge skarpt ned på Lea og Kevin eller Cathrine og Bent. Eller: “Salig er de milde og de vise” og kigge ned på Østergaards eller “de trofaste” og så skule lidt ned til Kirks eller Frosts.
Nå, men derfor har jeg lavet sådan en poetry slam med saligprisninger til Horsens Valgmenighed. Den slutter vi af med.
