Hvem er værdig
de dybeste drømme, banebrydende ideer,
hvor ord og tanker skaber sig i brystkamret på mig,
de kreative strømme, der hvor jeg selv regerer,
hvor jeg næsten skaber ting ud af intet li’som Dig?
Du er!

Hvem er værdig
de genstridigste pletter og hjertets sorte skygger
– som sovs, der er brændt fast og bare ikke vil gå af,
de mange bange nætter, hvor anger-tanker trykker,
med synd og skyld og skam og ting, jeg ikke selv kan ta’?
Du er!

Hvem er værdig
den varme ægte latter, som visne træer, der falder,
og børneøjne gløder over smil i fuld spil-op,
når alting er i vatter, og ingenting har alder,
så vi forstår, at vi er skabt til livet uden stop?
Du er!

Hvem er værdig
den vilde røde vrede, som bobler i min mave
i lava-eksplosioner, selvcentreret hidsighed,
de dyr, som bor hernede, den gøende enklave,
det, som er mig, men som jeg kun nødtvunget kendes ved?
Du er!

*

Nogle gange er min lovsang himmelvendte katedraler,
Du gør indbrud i min brudte fantasi og slår Dig ned.
som en sommersol i opgang, sø-medvandrende sandaler,
hvad du støder på derinde, det er Dit, tag Du det med!

Andre gange er min lovsang nærmest desperate sukke,
som et barn uden andet, jeg kan ofre, end behov.
Det er så hårdt i modgang, det at slippe og oplukke!
Men jeg sanser, at du smiler gladest, når jeg giver Dig lov.