Sandheden er,
at folk, som bærer frygt
(- er det for forrykt
at kalde dem frygttræer)
aldrig vil kunne gøre en virkelig forskel,
simpelthen fordi
de retter deres energi
imod at beskytte sig selv.

Så de, som er kaldet i dåb
fragtet fra frygt til håb,
de, som er kendt med Faderens Gode Øjne
og ik’ længere er så bange for at være nøgne
de er kaldet til at ta’ del
i at gøre verden hel.

De, som ikke frygter, er åbne for deres næste,
mens den frygtsomme synes, det er det bedste
at forsvare sig og forvente det, der er værst.
Bare for en sikkerheds skyld. Og sikkerhed først!

De, som ikke frygter, deler generøst ud omkring
sig mens frygtsomme typer hellere vil samle ind
og samle i lade og måske gå og brygge
på det næste, der kan gøre, at de føler sig trygge.

De, som ikke frygter, handler ud af kærlighed
hengivelse, medfølelse og varm barmhjertighed,
mens de frygtsomme typisk har mere styr på bogstav og lov
end dem lige rundt omkring, og hvad de har af behov.

De, som ikke frygter, ta’r de svages sag på sig,
bekæmper fattigdom. Jager retfærdighedens vej.
Den frygtsomme kan nem blive bange for svaghed
– måske fordi den spejler, det, der er i skyggerne bagved.

De, som ikke frygter, sætter dagen i hak
med en bøn og slutter af fyldt op med glæde og tak.
Rytmen for den frygtsomme er tit et dobbeltpres,
hvor man er både rigtig rastløs og meget lidt tilfreds.

Så kære mennesker, hver og én:
Her er et Guddomsord.
Ta’ og ta’ det ind,
for hvor er der meget, som beror
på, at frygten ik’ får tag i vores sind:

”Frygt ikke! Jeg har kaldt dig ved navn; du er Min!”

*

Inspireret af et citat fra Walter Brueggemanns A Way Other than Our Own.