Har du prøvet at starte på en bog og så smugkigge for at se, hvordan det ender?
Prøv det med Bibelen. Har du læst starten, er der sikkert noget i slutningen, du genkender.
Det begynder med, at Himlen og jorden bliver skabt sammen og i synk af Gud.
Og til allersidst daler Himlen ned på Jorden, som en brudgom, der kysser sin brud.

Det gør den videre læsning lidt lettere, når man lige kender rammen.
For allerede efter første scene er jorden og himlen ikke længere sammen.
Og på de følgende sider finder et romantisk drama sted
Mellem himlen og jorden selv. Og Gud og Hans menneskehed.

Gang på gang banker himmelen på døren eller tekster en besked
Med lov og pagt og poetiske vers og ved at gøre høsten ekstra fed
Men responsen er oftest afvisning eller ignorance og kortsynethed
Som Jakob med stigen der først bagefter så, at Gud havde været på dette sted.

Selv om himlen kunne tvinge sin vilje igennem med magt
Er Gud den type elsker, som hvisker det, han skal have sagt
Han råber ikke engang, når jorden selv kan se, at alting sejler
For Gud er en nænsom og gentle og blid og frihedselskende bejler.

Men således elsker Gud verden, at han til sidst hengiver sig selv.
Og forhænget flænges fra øverst til nederst, det øjeblik han bliver slået ihjel.
Og nu er der åbnet en dør til Himlen. Og der er ikke nogen, der kan luk’ den.
Og nu er gløderne blevet til flammer. Og der er ikke nogen, der kan sluk’ dem!

*

Vi er ikke nået til slutningen endnu, men jeg tror, den bliver hel vild.
For når ting støder sammen på den rigtige måde, kan et helt nyt liv blive til.
Så forestil dig lige, hvad der vil ske, der om morgenen på den yderste dag,
Når jorden og Himlen endelig tager ved hinanden i et kraftfuldt favntag.