Lad os gå helt ud til kanten af sproget og strække os og række ud
efter et begreb som måske mere end noget andet forsøger at begribe Gud
Dér på kanten vækkes både vores frygt og fascination
Som Moses der drages af en ild i en busk men vælger at stille skoen’

Hellighed betyder det helt andet, det helt hele, der helt hviler i sig selv
Og “ægteskab” på jødernes sprog.
Og jeg tror, (uden at have læst det i en bog)
At det er fordi,
Gud ikke behøver og sige
“You complete me!” til nogen (men han gør det alligevel!)

Børnene spørger bæverne “Is he safe”. De si’r “No, but he is good!”
Og når du møder den hellige kan det godt ske, du tænker på ting, du har fortrudt
Men mellem hans hellighed og hans kærlighed – finder du aldrig noget “men” for
der er ingen modsætninger i Ham, som er overalt, altid og hvor tingene ender

Den evige uafhængige almægtige. Sit eget formål og sin handlings kilde.
Mest ånd. Mest perfekt. Kun kendt fuldt af sig selv. – Men det allermest vilde:
Du er altid glad. Du er fuld af fred.
Og det er os, du deler Dig med.

Så lad marker af korn i bølger og et bølgende kor af stemmer
Og galakser og fjelde og søer. Og have af hævede hænder
Synge Hellig, hellig, hellig! Kristus, Du er Herre!
Råbe Hellig, hellig, hellig! Og give Gud al ære!