Det var virkelig ik’ så’n, jeg troede, det sku’ være dengang jeg var larve
og kravlede rundt nede på jorden og kun havde en enkelt farve.
Jeg troede, jeg ville kunne flyve nærmest li’ så højt det sku’ være
og at jeg ville kunne nå ud til de vildeste buske og op til de højeste træer.
Let og legesygt og frit. Nærmest uden at røre en finger.
I hvert fald uden at sku’ gå så’n helt i kolibri med mine vinger.

Nu føler jeg, at jeg må ase og mase bare for at lette en centimeter eller to
Og mine fine vinger slæber mod jorden som et par udslidte hjemmesko.
Hvis det ik’ var fordi, jeg virkelig gerne vil være med i sommerfugleklubben,
havde jeg nok givet op igen og prøvet af kravle tilbage ned i pubben.
Engang jeg baksede løs for at sætte af og det igen føltes virkelig drøjt
vendte jeg både øjne og følehorn mod himlen, og jeg sukkede højt.
Og så lettede jeg faktisk fra jorden, men mest fordi, jeg fik et chok!
For himmelen svarede mig nemlig tilbage på mit suk:

”Men ven, det der ser da heller ikke helt rigtigt ud. (Altså med mindre du har flyskræk.)
Jeg kan i hvert fald ikke husk’ at jeg skabte dig med den der rygsæk!
Og den ser da frygtelig tung ud, og de der brede skulderremme
må jo gøre, at dine vinger hele tiden kommer i klemme.
Vil du ik’ lige åbne den engang, så jeg kan se, hvad du bærer med”,
spurgte himmelen, og når nu den selv var åben, ville jeg ogs’ gerne være det.

Og ting efter ting tømte vi rygsækken for stuff og gammel lort
Så skrapt og effektivt som var det Marie Kondo på akkord.
”Sku’ vi ik’ starte med at smide den her pose ned i den nærmeste affaldskværn.
Det er ik’ meningen, at en sommerfugl skal flyve rundt med en faldskærm!
Og jeg synes, vi skal gøre det samme med din skudsikre vest.
Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg tror, det vil være bedst:
Spiser du den slags trygheds-junk vil du aldrig rigtig føle mæthed.
Jeg ved, din skrøbelighed gør dig bange. Men det er den, der gi’r dig lethed.

Er det her noget fra din puppe? Så kan jeg godt forstå, det bliver et hårdt slid.
Giv du den til mig. Du er sommerfugl nu. Lad fortid være fortid.
Du er købt til i frihed at flyve dig de smukkeste figurer, de fineste ture.
Og Vi har selv åbnet lågerne i alle verdens sommerfuglebure.”

Da Himmelen så min madkasse, tog den lidt undrende til orde:
”Jeg vidste egentlig ikke, at Sistema lavede dem så store!
Men igen: Sku’ vi ik’ bare ta’ at smide den væk, hva’?
Og vidste du, at man si’r, at guderne spiser nektar?
Det er den, mad du er skabt til – ikke det der skidt, som jeg også synes lugter lidt af makrel.
Og der er sørget for dig, fra blomst til blomst, fra dag til dag, fra Himlen til dig selv.

Du er sat fri til at svæve de roligste vildeste baner
Skrøbeligt men mere virkeligt og eventyrligt end du aner
Du er købt til frihed, til at ta’ det og bære det let,
Det sidste, jeg synes, vi skal tage op af din sæk er dit sommerfuglenet.

En sommerfugl har ikke brug for et sommerfuglenet, det vender tingene på hovedet,
På samme måde, som du mere er et kunstværk og mindre en kunstner, end du gik og troede,
så er det ik’ så meget dig, der er på jagt, som det er dig, der er den jagtede,
Før du er noget som helst andet, så er du Den Eftertragtede.
Ingen grund til at jage gamle himmelsus, puste liv i gamle gløder.
Hvis du bare er ok med det, skal Han nok fange dig. Og Han vil dø for at møde dig.”

*

Vi fortsatte til min rygsæk var fuldstændig tom.
Skygger, skyld, holdninger og forbenede konflikter
– jeg kunne aflevere det hele og så bare la’ det lig’ der!
Og så kastede jeg mig ud i den livligste himmelsvingom,
Lidt højt, lidt lavt, lidt buske, lidt træer, lidt vildt og en smule blidt
imens Himlene hviskede: Flyv! Flyv frit!