Livet er hårdt,
men du er elsket.

Og livet har den her ting med, at du hele tiden kommer til kort.
Men du er elsket.

Og er det ik’ som om, at livets maler har en stærk præference for sort?
Men du er elsket.

Og det her liv ku’ virkelig godt bruge en forsikring mod svie og tort.
Men du er elsket.

Nogle gange gør du ting, som man faktisk ik’ gør, hvis man er et menneske, men kun, hvis man er en lille bitte lort.
Men du er elsket.

Og nogle gange opdager du slet ik’ livet, fordi du tror, du skal leve det på akkord,
men du er elsket.

Alligevel er det som om, du ik’ kan fange det, at det hele tiden rinder bort –
men du er elsket

Og du er nok ved at være halvvejs. Måske. Livets skjorte føles i hvert fald lidt kort.
Men du er elsket.

Du er elsket.

Med en kærlighed, som har vundet over – og elsker dig ind i og elsker dig ud af – død,
og som også kan føles ret meget som så’n et hjertestarterstød.

Du er elsket.

Med en kærlighed, som genskaber og genopretter som en kors-figur:
I højden og dybden, og ogs’ fremtid og fortid, for kærligheden bruger ik’ armbåndsur.

Du er elsket.

Af en, som fik banket søm i hænderne for alt det, Anklageren havde på dig.
Og som siger: “Jeg havde blødt endnu mere for dig, hvis det havde været nødvendigt for at jeg ku’ nå dig og få dig!”

Du er elsket.

Ufortjent.

Ubetinget.

Uigenkaldeligt.

Uh, du er elsket!

Af gartneren, som plantede livets allerførste frø og så, at det var godt.
Og inviterede sin skabning ind i rytmen af de trin, De havde trådt.
En dag tager Han det op i sin hånd, alt det,
der er for hårdt
og for sort
og for “lort!”
og for kort,
og som rinder bort
– alt det, som smerter
og slukker
og standser
og støjer.

…Og så skal vi bare se løjer!

Så er der ikke mere “men”.
Så er der bare “elsket”.