I min telefon er verden væmmelig.
Sådan er det vist med den slags dingenoter.
Fuld af gule bjælker, frygt og temmelig
mange kæmpestore idioter.
Man bliver så vred i sjæl og krop,
ku’ gi’ dem en på skallen!
Så var det, jeg kom til at kigge op,
mens jeg venter på min bil i vaskehallen.

Skyer hænger let hen over jorden,
budt til dans og sat i brand af forårssolen.
Nogle går på line over snoren,
horisonten trækker over himmelmolen.
Man bliver helt glad i sjæl og krop,
og ka’ gi’ slip på gallen.
Vist godt, at jeg kom til at kigge op,
mens jeg venter på min bil i vaskehallen.

Jeg løfter mine øjne op fra skærmen.
Hvor skal min hjælp komme fra, så?
Nok ik’ fra SoMe-feeds og nyhedskværnen,
med overskrifter om at nogen raser.
Forårsluft og -lys, der følger trop,
er et bedre sted at lede.
Og nu er bilen vist vasket op,
så jeg finder mig til rette på mit sæde.