Du giver livet, tænder dagen,
bord og bjerge dækket står.
Du byder mig en bid af kagen,
af nåde får jeg, hvad jeg får.

Og når jeg glemmer eller fejler,
når utak fryser hjertet hårdt:
Vis mig i storm, når alting sejler,
at nåde smelter hårdhed bort.

Angstens blod i ansigtsdråben:
Spejlet, hvor jeg ser mit værd.
Smil og sår og himlen åben.
Af nåde er jeg, hvad jeg er.

Og når jeg glemmer eller fejler
med storhedstanker, mindreværd:
Vis mig i storm, når alting sejler,
at nåden kalder på mig her.

Blandt lave skyer, i gennembrydning,
når Du gør ingenting som før,
der er jeg med. Jeg har betydning.
Af nåde gør jeg, hvad jeg gør.

Og når jeg glemmer eller fejler,
og alting stopper hos mig selv:
Vis mig i storm, når alting sejler,
at nåden er alligevel.