Jeg tror ikke, at det med at be’
er som at kigge i lommen og se,
om man kan finde sig en mønt eller to og
så lade dem danse over sine knoer
og måske flippe dem højt op i luften,
fodre maskinen, sige farvel til fornuften,
mobilisere al sin vilje, overbevisningkraft og intention,
det, som nogen fejlagtigt identficerer som troen,
give et fast håndentryk til den enarmede tyv
mens man ønsker, så man sku’ tro, det var lyv.

Jeg tror mere, at det at be’
er en lille blomst på et frugttræ
som bare sidder og trofast venter på at ta’ imod
forbundet til de kræfter, som pulserer i træets rod
en drøm om en dag at blive det sprødeste æble i den her have
men med visheden om, at når det sker, så er det en gave.

*

Og mens man hænger her og bare er og hænger ud,
kan man jo sige sit fadervor – eller bare “Farmand!”
Hvor er du i grunden vild. Og vildt stor! Altså, Gud!
Større end mig og hele livets vide farvand.
Du ved bedst, så må Din Gode Vilje gå sin gang.
Må jeg få det, jeg har brug for i dag.
Men det er helt ok, at min sygelige sikkerhedstrang
går sulten i seng – for jeg vil få og ikke ta’.

Forlad mig mine synder. Og forlad mig ikke i skyggen
så du lyser på mig – og lad også mig lyse rundt.
Vis mig vej uden om livets fælder, bær mig på ryggen!
Beskyt mig mod frygt og sikkerhed og andet ondt.

For dit er riget, al magt og al ære!
Og det er lige præcis sådan, vi vil ha’, at det skal være.

Amen!