Det er onsdag man rammer muren og mister modet
tynget af sommeroaselivets robuste vægt
for mange nætter med koffein og promiller i blodet
og teenagere der har det helt urimeligt skægt.

Det er her, man indser, man ik’ er campingmenneske.
At bo i et telt gir mig ik’ meget andet end stress
Og nu bliver tankerne kampklare og fjendske
Det’ her er jo ik’ camping men en mark med ret højt græs.

Og baderum så små, at en rigtig dadbod støder imod.
Og hvordan holder man sit tøj tørt og ren?
Og når toilettet skyller frygter man selv at ryge med ud.
Og (ik’ for at være snobbet) hvor savner jeg et af ægte porcelæn.

Har hilst på 100 uden at få et hej igen
Har nikket tilbage til 100, som jeg ik’ ka’ placere. 
Så nu går jeg op i skoven – den er min ven
og her skal man slet ikke socialisere.

Træerne svejer, det ser ud som om de vinker,
så jeg vinker tilbage, mens jeg bevæger mig på vej. 
I sig selv akavet nok – det går jeg og tænker.
Så viser det sig, at træerne vinkede til en helt anden bagved mig.

Jeg er ved enden af mit reb. 
Der’ ik mere bardun på mit telt, 
mister li’ så langsomt mit greb,
og er li’så stille ved at vælt’.

Er det noget med, at Du bor lige her?
At når vi er helt ved siden af os selv,
så er det præcis der, Du også er?
Er det sådan, det er, så fortæl.