I efterårsferien var jeg i Rumænien med en flok unge mennesker. Halvt så gamle som mig. Omkring den alder, man stræber frem mod, når man er yngre, og gradvist begynder at længes tilbage efter, når man bliver ældre. Lige der i starten af 20’erne.

Den første aften, efter at vi var ankommet, tog vi med til en gudstjeneste i den lokale pinsekirke. Bare den første del. Lovsangen.

Nogle gange sker der noget magisk, når sproget bliver taget væk. Når man bare står der i henvendelse til Gud, mens mennesker omkring synger sandheder på et sprog, man ikke forstår. Det, der skete for mig, var, at det var som om, at rummet blev malet i guld og gult, når jeg lukkede øjnene. Jeg kunne mærke, at Gud var der. Guds Kærlighed. Jeg hørte ikke nogen ord. Så ingen skrift på væggen. Alligevel var der noget, som indprentede sig hos mig. Guds kærlighed til de her unge mennesker. At Han kan li’ dem!

Det kan jeg også. Nogen kalder dem Generation Ansvar. Og det er helt rimeligt. For de ryger, drikker og slås mindre end generationerne før dem. De er nogle gange så ansvarlige, så man får lyst til at lette på den byrde, de bærer rundt med på skuldrene.

Men måske skulle vi kalde dem for Generation Autentisk. For de er vildt gode til at se igennem ting, der er fake. Står af på hykleri og store tanker, som aldrig bliver til levet liv. Og så tør de sætte ord på livets skyggeside. På den dam af tårer, vi hver især sidder ved. I deres fortrop er politikeren Jacob Mark, som fortæller gribende om magtesløsheden, når man bliver ramt så voldsomt at stress, at man næsten bliver blind. Tobias Rahim som synger om, ”når mænd græder” og fortæller åbent om angst og at miste den faste grund under fødderne.

Sådan var min generation ikke. Det siger jeg med skam. Da jeg var ung, forsøgte Søren Huss og hans band Saybia sig også med åbenhed. Sårbarhed. Fortalte, hvordan tour-livet stressede dem og udfordrede sindet. Den måde, som deres bekendelse blev behandlet på i P3, ville ungdomsradiostationen sikkert selv have kaldt underholdning og satire. Set i bakspejlet var det vist bare rå og rendyrket mobning.

Vi var distancerede dengang. Holdt livet på en armslængdes afstand. Med masser af ironi. Kynisme, nogle gange. I popkulturen fik det to udtryk: Der var os, som dyrkede grunge-bølgens mørke og livsopgivende lyrik. Og så var der tyggegummi- og tegneserietechnoen som skatede på livets alleryderste overflade og gjorde alt, også mennesker – mest kvinder, til en del af varen. “All I wanna do is have some fun before I die”, skrålede det ud af radioen.

Jeg tror, at Gud ka’ li’ de unge… fordi han kan! Og så tror jeg, at det gode greb, de har om sandheden, det autentiske og ægte – også det, som gør ondt, er et rigtigt godt udgangspunkt for at møde livet i sin fylde. Det smukke, sande og gode. Det hellige. Som Mirabel i Disney-filmen Encanto, som genopbygger det gamle Casita i smerte – men til gengæld uden illusioner og hykleri.

Må vi være kirke for de unge på en måde, der ærer det særlige, som deres generation bærer. Bære med på deres byrder og viser dem langt ind i nåden og håbet. Ind i den dybe fred, som hjertet i sandhed længes efter. Må vi være deres livs surfbræt, når alting flyder. Favne dem. Lytte til dem. Vise dem tillid.

Salige er de unge. Gud ka’ li’ dem!