Salig er den, som sidder ved bålet.

Det er Pinse. Det starter med luer. Ild. Gnister, som tager fat og bliver til et flammehav, som ingen kan slukke. Desmond Tutu, den sydafrikanske ærkebiskop og formand menneskerettighedsaktivist skriver sådan her:

“Når du er i Helligåndens nærhed, er det som at sidde ved et bål, som ikke brænder dig. Du er tiltrukket af ildens karakter – dens varme, glød og farve.

Og når du er der i Åndens nærhed, bliver du også gennemtrængt af det guddommeliges karakter: Medfølelse, mildhed og kærlighed – uden at du gør noget som helst. Du er der bare. Og du er elsket, og du holdes fast i denne kærlighed.”

Tænk, at sidde der og tage form af Guds selv!

Hvis du er med på den, så prøv at lukke øjnene. Se, om du kan komme pejle dig ind på og sætte ord på, hvad du længes mest efter i hele verden.

Her kommer ni ord. Mon ikke et eller flere af dem resonerer med din længsel.

Kærlighed. Glæde. Fred. Tålmodighed. Venlighed. Godhed. Trofasthed. Mildhed. Selvbeherskelse.

Det er de ni ord, Paulus bruger, når han skal beskrive det aftryk, bålet sætter på os: Åndens frugt.

Tænk, at Guds karakter kan beskrives med disse ord. Og tænk, at vi kan sidde ved bålet og lade det hele smitte af på os!

Jeg stødte på citatet ovenfor i en podcast-episode om Desmond Tutu. Mens jeg gik og lyttede til den, savnede jeg ham. Helt vildt! For hvor skal man kigge hen i dag for at finde lederskab som hans? Så autentisk. Retfærdigt. Glad. Forsonende. Kærligt.

Lidt efter – stadig med podcasten i ørerne på min tur rundt om Fængslet i Horsens – stødte jeg på en ung fyr fra vores kirke. Vi stoppede op og talte sammen. Han var netop kommet hjem fra en efterskoletur til… Sydafrika! Her havde de besøgt de fattige townships. Jeg kunne høre på hans stemme, hvordan det havde sat spor. Gjort dybe og gensidige indtryk. Af medfølelse og mildhed. Glæde og og fred. Det Gode Båls gode aftryk!

Her var, hvad jeg lærte: Det var ikke bare dengang. Ikke i apostlenes tid. Ikke i Desmond Tutus tid. Det er lige nu!

Det er lige nu, at sorgen slukkes. Det er lige nu, at mennesker trøstes.

Og de er lige her! Her at de dybeste toner vågner til pris for menneskets forsoner.

Det er nu og her, at der skabes nyt, at det spirer frem, at der springer floder frem i ødemarken. Lige rundt omkring os!

For der er en kærlighedskraft i verdenen, som holder os fast, og som aldrig slipper os.

Fred og glæde!