Ildfugl – digte, spoken word og poetry slam. Sæson 1. Episode 24

Jeg har opdaget noget vigtigt, tror jeg. En måde at tænke på, som hedder Cycle of Grace.

Læs mere her:
– Understanding the Cycle of Grace: http://lovelifegivingwater.com/identity/understanding-the-cycle-of-grace/

Transkript

Har du også hørt det? Læst statistikkerne. 34,4% af kvinder mellem 16 og 24 år har dårligt mentalt helbred. De har ondt i livet. Slås med stress, angst og depression. Mere end hver tredje kvinde mellem 16 og 24 år! De unge mænd halter ikke meget bagefter. Her gælder det hver femte. Og for både unge mænd og kvinder er andelen med ondt i livet fordoblet over de sidste 10 år!

Der er noget helt, helt galt. Hvis du som mig har en lille pige, så er du sikkert vildt optaget af det her. Eller en lille dreng. Eller måske bare dig selv. Måske er du selv en del af statistikken. Og hvis du ikke er, så har du måske li’som mig den her fornemmelse af, at der er noget helt galt. Ikke bare med de unge mennesker og med deres generation. Med os! Med det hele! Det er ikke dem, der er nogle underlige fisk. Der er simpelthen bare en eller anden form for iltsvind i det vand, vi allesammen svømmer rundt i. 

Der er mange, som har bud på, hvad det skyldes. Er det de sociale medier, for eksempel? Den konstante jagen efter likes. Den måde, vi allesammen konstant bliver vurderet på. Er det tempoet? De unge jonglerer rundt med uddannelse, fritidsjob og interesser på en langt mere komprimeret og hastig måde end tidligere. Og kravene er højere. Det er der ingen tvivl om. Så er der usikkerheden. Klimaangst. Og frygt for krig og pandemi og død og ødelæggelse. Det hele er jo rykket tættere på. 

Jeg tror, der er meget rigtigt i alle de her spor. 

Et af de spor, som bliver nævnt – det med, at det bare er curlingbørn med uansvarlige forældre, det tror jeg til gengæld ikke der er noget som helst i. Præcis den her generation, dem som er unge nu, er den mest ansvarlige, mindst drikkende og rygende, mindst kriminelle osv. i mange, mange år. Og deres forældres generation har taget forældreansvaret på sig på en langt mere ansvarlig måde end blomsterbørnene og blomsterbørns børn. 

De andre spor. Sociale medier. Krav. Klimaangst osv. Dem tror jeg, der er noget i. Og der er noget at gøre her. Men på en eller anden måde slår de heller ikke til. Det er som om, at ingen af svarene står mål med spørgsmålet. Hver tredje unge kvinde har dårligt mentalt helbred! En fordobling på 10 år! I det, vi kalder verdens lykkeligste land?! Det er som om, der er noget dybere på spil. 

*

Forleden stødte jeg på noget, som har den dybde. Som rækker langt nok ned til at give nogle svar med substans. Det, jeg stødte på, er en måde at se verden på, som hedder Cycle of Grace. “Nådens kredsløb” kan vi måske kalde det på dansk.  Det stiller på en meget enkel måde to forskellige tilgange til livet overfor hinanden. Og ved at gøre det, præsenterer det både en diagnose og en kur. Begge tilgange består af fire elementer, fire trappetrin: 

Achivement. Significance. Sustenance. Acceptance. 

Eller på dansk: Præstation. Betydning. Forsørgelse. Accept. 

Præstation. Betydning. Forsørgelse. Accept. Beskriver det ikke ret perfekt, den måde vi tænker om karriere på her i landet: Du må præstere. For at blive erklæret egnet i folkeskolen. For at få en studenterhue på. For at få et højt nok snit til den uddannelse, du vil ind på osv. osv. Men lykkes du i din præstation, så har du pludselig også identitet. Betydning. Du er studerende. Du er student. Du er cand.dit eller dat. 

Og nu kan du også begynde at leve af det. Nu forsøger du dig selv. Du er selvforsørgende. Man skal kunne forsørge sig selv Det er MEGET vigtigt. Præstation. Identitet og betydning. Selvforsørgelse. Og så endelig. Det, vi allesammen stræber efter som det lille egern stræber efter sin nød i Ice Age: Accept! At være accepteret. Ok. Elsket. 

Kan du li’ mig nu, far?! 

Sådan kan det uudtalte desperate skrig fra toppen af karriere-bjerget jo for eksempel lyde. 

Vi præsterer. For at have betydning. For at kunne forsørge os selv. Og i sidste ende for at blive accepterede og føle os elskede og værdsat. 

Præstation. Betydning. Forsørgelse. Accept. 

Den passer også ret godt på, hvordan man opbygger sig en identitet på de sociale medier. Skab content. Vær nogen! Så får du. Likes. Penge. Whatever. Så er du accepteret. 

Eller… måske endda hvordan du agerer i sociale sammenhænge. Hvad kan jeg gøre her? Hvad kan jeg gi’ til gruppen? Hvem kan jeg være? Så de taler pænt om mig. Synes, jeg er ok. Accepteret. 

Eller… at være forældre. Præsterer jeg godt nok? Er jeg god nok? Giver jeg mine børn det, de har brug for? Ikke bare mad men også læring og udvikling og alt det der? Kan jeg acceptere mig selv som forælder? 

Prøv at lægge mærke til det i den politiske debat, også. Hvordan vi taler om arbejdsløshed som et onde og selvforsørgelse som et gode. Og der er rigtigt meget godt ved, at mennesker har et arbejde, helt sikkert. Men mon det også får os til at spejle os i den trappestige, der hedder: Præstation. Betydning. Forsørgelse. Accept? 

Det var den ene vej. Det var diagnosen. For når vi går sådan lidt nøgternt til det, så kan vi jo godt se, at det her er sygt. At det ikke virker. Du kan ikke knokle dig til kærlighed. Præstere dig til betydning, forsørgelse og accept. Det er hamsterhjulet. Det er slaveri. Det er et korthus, som er dømt til at falde sammen. Måske er det faktisk meget godt, når det falder sammen – selv om det kan være uendelig hårdt. 

Salige er de, hvis korthus falder sammen. 

Den anden vej. Kuren. Det er nådens vej. Og sjovt nok, så består den af præcis de samme elementer. De vender – som du måske har gættet bare præcis den modsatte vej: 

Accept. Forsørgelse. Betydning. Producere. 

Therapeuten Frank Lake og teologiprofessoren Emil Brunner, som har udviklet The Cicle of Grace, tager her udgangspunkt i Jesus’ liv.

Accept. Forsørgelse. Betydning. Producere. 

Det starter med accept. Jesus’ tjeneste begynder med, at han bliver døbt. Og så åbner Himlen sig. Og Gud selv siger: “Dette er min søn den enbårne. I ham har jeg velbehag”. Det begynder med at Gud siger “Dette er min søn”. Og – for nu at sige det på en lidt mere normal måde: “Jeg kan li’ ham.”

Jesus har ikke gjort noget endnu, her. Ingen helbredelser. Ingen af de store taler. Det starter med ren accept. Ubetinget kærlighed. Nåde!

Og forsørgelse? Han oplever så meget, at Gud forsørger ham, at han kan lære os andre det der med at se på fuglene og blomsterne, og hvis Gud tager sig af dem, mon så ikke også han tager sig af jer? Og også når vi tager det helt ned på jorden. Historikerne er ret sikre på, at Jesus’ virke og mission blev finansieret af nogle meget rige kvinder, hustruer til nogen af samtiden vigtigste mænd. Det ser ikke rigtigt ud til, at Jesus var flov over det. 

Og hvorfor skulle han også være det. Når nu man bare kan være taknemmelig i stedet for? Den store tyske teolog Dietrich Bonhoeffer siger det sådan her: 

“Almindeligvis er vi ikke opmærksomme på, at vi modtager en hel del mere end vi giver. Og at det kun er i taknemmeligheden, at vi oplever livets rigdom.” 

Forsørgelse er også nåde. Ligesom accept er det. 

Og nu kommer vi til det med betydning og identitet. Og nu bliver det endnu vildere. For i løbet af evangelierne gør Jesus det klart, at han ser sig selv som Guds Søn. Som Messias, den i hundredvis af år længe ventede frelser. Større end David. Større end de største! 

Han siger så store ord om sig selv, at nogen har peget på, at der faktisk kun er tre muligheder: Enten er han en fordækt folkeforfører, som puster sig selv helt vildt op for at få magt over folk. Li’som cæsarerne, som heller ikke var fremmede over for det der med at kalde sig selv Guds søn, eller som fascistiske ledere op i vores tid. Eller også var han slet og ret tosset. Altså ham med Messias-komplekset, som får alle verdens øvrige Messias-komplekser til at blegne. Eller også var han bare den, han sagde, han var. Folkeforfører, gal eller faktisk Guds Søn. Og jo mere, man læser om ham. Jo mere, man hører, hvad andre siger om ham, jo mere blegner de to første muligheder. 

Det var hans betydning, hans identitet, han var begyndt at afsløre. 

Det var på det grundlag, accept, forsørgelse, betydning, at Jesus gjorde det, han gjorde. Helbredelserne. Miraklerne. Lærdommen og visdommen. Den ultimative selvopofrende kærlighedsgerning, da han gav sit liv for venner og fjender og rev horisonten i stykker som et tæppe, så himlen og jorden og Gud og mennesker ikke længere var adskilt. Og den ultimative triumf i opstandelsen. 

Vi er ikke Jesus. Men vi kan også leve på den her måde. Sige farvel til produktion giver betydning giver forsørgelse giver accept-fatamorganaet og slaveret og leve i nåde. 

Det er også sandt om os, at Gud allerede elsker os. Inden noget som helst andet. Altid allerede accepteret. Det er bare at tage imod i nåde. Det er også sandt om os, at Gud forsørger os. Dækker bord for os. Og marker og bjerge og alt vi behøver. Ufortjent og af nåde. Det er også sandt, at vi er Guds børn. At Gud kan li’ os. Det er det, Jesus har vundet til os! Og når vi har alt det på plads: Vi er elskede, der er sørget for os, verdens skaber siger, vi har betydning. Så kan vi producere, opnå, skabe, gøre en forskel ud af det. At arbejde på den måde. Det er også ren nåde. 

Man skulle tro, at det var det allerbedste. Det er det ikke engang! Det allerbedste, det, som i sidste ende er grunden til, at det her ikke er slaveri men dyb frihed, det er, at det her ikke er et skrøbeligt korthus, men nåde over nåde over nåde. Så når vi falder, så falder vi ned i nåde. Når vi ikke lykkes, så falder vi ned i vores identitet. Visheden om, at i de ultimative øjne, der har vi stor betydning. Når vi glemmer vores identitet. Når vi bliver bekymrede for, hvad vi skal leve af. Lige meget hvad! Så falder vi ned i den ultimative nåde, at vi er accepterede. Vi er elskede. Ubetinget! 

I Nådens kredsløb er der plads til at falde. Plads til at mislykkes. Det er ikke the end of the world. Ofte er det endda en lejlighed til at blive mindet om nogle af de allermest grundlæggende og vigtige ting i livet. 

Accept. Forsørgelse. Betydning. Produktivitet. I den rækkefølge. Skriv det ned. Tænk det igennem. I forhold til dit arbejdsliv. Dit forældreskab. Alt! Alt af nåde!

* 

Mens du tænker på det, har jeg lyst til at folde det her med nåde lidt ud. Og det bliver ikke på den akademiske måde. Den er så upræcis, når det gælder nåde. Poesi og vise citater fanger det meget bedre. 

Den norske poet og folksanger Trygve Skaug, han siger sådan her. Fra Jesus til dig: 

Hva er vitsen med meg
om jeg ikke skulle bære deg

Mmmm. Norsk og nåde spiller godt sammen. Et andet sted er det ham, som siger til Jesus: 

For det er det utrolige med deg
at du faktisk har plass
til hele mørket mit 
i lyset ditt

Eller hvad med den her: 

Har du noen gang 
(Midt i bekmørket)
mistet et håb i gulvet
hørt lyden af det 
når det knuser
i en million skarpe små korn
du tar ikke feil af den lyden (vet du)
det er ikke noen vits i 
å prøve å samle bitene 
men etter litt 
så må du liksom stikke hånda ned
og kjenne 
og så ligger det der
i ett stykke 
helt uknust
du tror ikke på det 
gjør du det? 

Det er nåde. Der hvor det mest usandsynlige kan genoprettes. Jeg er ret vild med ham Trygve Skaug. 

Søren Kierkegaard siger det sådan her: 

“Et menneske har brug for at vide, at selv hvis alle mennesker opgav det, ja endda, hvis det er på nippet til at opgive sig selv, så er Gud stadig tålmodighedens Gud.”

Teologen og tænkeren Frederick Buechner, som døde for nyligt, har det her bud: 

“Guds nåde betyder noget i stil med: “Her er dit liv. Det kunne være, at du aldrig havde været til. Men det er du. For festen ville ikke have været komplet uden dig. Her er verden. Smukke og forfærdelige ting vil ske. Vær ikke bange. Jeg er med dig. Intet kan nogensinde skille os ad. Det er for dig, jeg har skabt universet. Jeg elsker dig!” 

Det er Guds nåde. Det er livet i accept. Forsørgelse. Betydning. Og derudfra: Præstation. 

Jeg har virkelig fået strukket mit syn på, hvad nåde er, de sidste år. Mens mit eget mentale helbred også har været ret tyndslidt. Jeg tror, jeg troede, at nåde lige præcis var nok. Lige nok til at slette synderegisteret. Historikken. Lidt som at trykke undo. Ikke mere. Som let regn på knastør jord. Som et par dråber i en tørstendes mund. Lige nok. 

Nogle af de linjer, jeg har mediteret over er de her:

Grace is like the waves that keep rushing on the shore.

Nåde er som bølgerne, der bare bliver ved og ved at kaste sig ind mod stranden. Linjerne er fra en lovsang af Ellie Holcomb.

Grace is like the waves that keep rushing on the shore.

Det er gode linjer at gruble over en stormende efterårsdag ved Vesterhavet. Nåde er altid mere. Meget mere. 

*

I et af sine breve skriver Paulus det her: “Af nåde er jeg, hvad jeg er.” Det er helt vildt skrevet, når man ved, hvem han er. Paulus har skrevet en god del af det nye testamente. Må være en af verdenshistoriens allermest læste forfattere. Han stiftede de små husmenigheder, som i dag er blevet til en kirke, som et par milliarder finder sig hjemme i. Der er virkelig basis for en selvfortælling af de store her. En af dem, hvor man er helten i sin egen historie. En af dem, som er så velegnede til Facebook eller LinkedIn – der hvor man kun lægger billeder op, hvor solen skinner og hvor man har en god hårdag. 

Han kunne også have fortalt en historie og skam. Forfald. For hans fortid er et mørkt kapitel. Alt det smukke. Kirken. Historien om Jesus og hans kærlighedsoffer. Om Gud, der rækker ud til mennesker. Alt det, der gør livet værd at leve, dybest set. Han kunne have skåret det hele over ved roden. For Paulus forfulgte de kristne. Prøvede på at udradere hele den her bevægelse af tro og kærlighed og håb. Tænk, hvis han var lykkedes! 

Paulus kunne have identificeret sig selv med sin skam eller sin succes, sit mindreværd og nederlag eller det modsatte. Har du tænkt over, hvor ofte de faktisk går hånd i hånd, de to fortællinger: Skammens historie, som jeg fortæller mig selv, og succeshistorien, som jeg mere eller mindre elegant forsøger at plante på de sociale medier. Og at kærligheden tit er en medicin mod begge to på en gang. 

Hvis du har en kæreste – måske endda en, du er gift med, så kender du måske det her med, at en elsker, en som elsker dig, kan barbere en god del af både dit mindreværd og din usunde helt-i-eget-liv historie af dig? Det er skønt, når det sker!

Og måske er det det, som er sket med Paulus på en helt radikal måde. Et møde med Ham som er Kærlighed. “Af nåde er jeg, hvad jeg er.” Fortiden og skammen, den har Gud taget sig af. Fremtiden og succesen, den må Gud også få. Jeg tror, begge dele er helt afgørende for at leve et frit liv. Et frit og taknemmeligt liv. 

For tvillinge-historierne, skam og succes, de er måske bare to afarter af den her nådesløse cirkel af præstation for at få betydning for at få forsørgelse for at få accept. Den ene, når man kan se, at det ikke lykkes. Den anden, når man et øjeblik tror, at det gør. 

Heroverfor den ubetingede kærlighed og livet i nåde. Frihed, taknemmelighed og glæde. 

*

Jeg begyndte podcasten med al den her gruopvækkende statistik om unges dårlige mentale helbred. Og om de små svar til de store spørgsmål. Og alt det, jeg har sagt nu, må du endelig ikke misforstå som en snuptagsløsning. Nåden er ikke et quick fix. Der er alt mulig brug for terapi og psykologer og medicin og psykiatri-handleplaner og alt muligt andet. Og det er en kæmpestor og daglig proces, det her med at lære at leve i nådens kredsløb. 

Men jeg tror, det stikker så dybt, at det handler om, hvad vi sigter efter og spejler os i. Sammen og hver for sig. Handler det hele om, at vi skal producere mere, være mere, først og fremmest være selvforsørgende, før vi kan se os selv i øjnene? Før samfundet er tilfredse med os? Er det den vej?

Eller handler det om, at finde ind i, at vi er elskede, ubetinget elskede, altid allerede accepteret af Gud selv. Intet kan du gøre, så han vil elske dig mere. Intet kan du gøre, så han vil elske dig mindre. 

En nærværende Gud. Ikke en Gud, som sidder langt væk på en sky. Men som man kan tale til og høre fra og nogle gange mærke. 

At Gud sørger for os – gennem al magien i naturen og mennesker omkring os. Finde ind i, at vi er givet en betydning, mening, uendelig værdi, en rolle kun vi kan fylde ud i den store historie. Og at vi med det afsæt, med energien fra nådens kredsløb kan præstere, skabe skønhed og venlighed og gøre en forskel i verden. 

Hvis samfundet mest lærer vores unger at gi’ den gas i hamsterhjulet, og spejler dem i perfektion og præstationer, så lad os lære dem en hel del om nådens kredsløb, når de er hjemme ved os. Om ubetinget accept. Altid okay. 

Vi skal slutte af med at høre en sang, som jeg har skrevet, og som min gode søster Alice har hjulpet mig med at synge. Det gør hun rigtigt godt, synes jeg. Den handler om alt det her med ikke at føle sig okay. Og at det er okay. Og om at banke pligter møre og sømme todo-lister fast på et kors og at vælte gravstene og trædemøller. Og nåde. 

Nåde til dig! 

Nåde og fred.