Når bare
jeg stopper helt op.
Mærker rigtigt efter.
Måske endda spørger mig selv:
“Hvad går du i grunden
rundt og føler
lige nu?
Hvad går du
rundt med
lige nu?
Så er den der
faktisk tit.

Kilde.
Kilder.
Strømmer.

En glad stille vildskab. 

Man skal være helt stille
som når man holder på sit vejr
og i total tavshed 
betragter
et andepar
i eksalterede
ægteskabelige
skærmydsler
eller når et egern danser ballet
lodret. 

Helt fri
uforstyrrede
kender de sig selv.

Tænk, hvis man faktisk tit
går sådan rundt 
og indeni
neden under alle 
sit indre skrivebords notater.
PostIts og papirbunker. 
Lommeregneren.
Mayland-kalenderen.
Faktisk er helt grundglad.

Men at man bare glemmer
at opdage det.