I min sjæls slot er der en nødindgang.
Når jeg går gennem, er jeg i Guds nærvær
En stille tanke, tonen fra en sang
– og jeg finder mig selv der, hvor Gud er.
Det er et faktum.

Menneskeverdenen er lavet af støj
og plader holdt nede i en rille.
Katedraler af data. Støv. Og røg!
Men hos Gud er der storslået stille.

Og i stilheden er en melodi.
Sød, som når man er helt tilfreds og mæt,
af kærlighed selv, af tyst eufori.
Varm som en flamme, som holder dig tæt.

Og når jeg bevæger mig ind i Gud
Er alt liv gennemvædet af mening.
Jeg ved det. Uden at spørge Ham ud.
Jeg ved det med hver åres forgrening.

Det er her, at mine længsler mødes,
og jeg finder svar på hjertets vildhed.
Feber forsvinder og kinder rødes.
Her i mødet. I Guds store stilhed.

Mine problemer er småsten på vejen.
Som de evige bjerge er glæden.
Sådan er det idet jeg krydser stregen
i bøn. Fra tid ind i evigheden.

Når jeg finder mig i Guds bevidsthed
er mine medmennesker ikke væk
eller glemt – men så mærkeligt nærved.
Og vi bor her. Vi er ikke på træk.

Dem, som jeg elsker, som hører mig til
har en helt særlig og mystisk værdi.
I øjnene et varmt legende spil.
De har et lys, som gløder indeni.

Sådan er det når min sjæl banker på
Og går ind i Gudsnærværets have.
Små ting bliver store. Store ting bliver små.
Og gennemblødt med højhed er det lave.

Det nære er fjernt. Fremtiden er nær.
Hos Gud er revolutionens substans
Himmel kysser jord. Gudsriget er her.
Og denne muld er min sjæls Fædrelands.

*I den fantastiske bog, Life Without Lack af Dallas Willard er der på side 211-213 gengivet et smukt digt af Walter Rauschenbusch: In the castle of my soul. Det er dette digt, jeg her har prøvet at oversætte.