Gode råd, ingen har bedt om, og andre ting, jeg har tænkt mig at fortælle mine børn

Er du introvert, og føler du nogle gange, at livet er en armslængde væk, så vid, at du ikke misser ud på noget – tværtimod!

En begivenhed er ikke afgrænset i tid til, når den sker. Du vil ofte opleve, at du forstår og fordøjer den langsomt og måske først virkelig længe efter, den skete. Vid, at det også er en del af begivenheden. At reflektere, måske skrive lidt eller lave en sang om det, du erfarer, er at spise livet langsomt, så mange smagsnuancer kommer med. Meget af livets intensitet og dybde ligger lige her. Du misser ikke ud – du er priviligeret!

(Men tag også en chance indimellem. Gør noget dumt, og tal før du tænker – det er der også læring i.)

*

Det er en bittersød forbandelse i livet, at der er noget i dig, som ingen anden end du selv nogensinde vil forstå – ikke mig, din mor, dine venner, din kommende livsledsagerske. Det er fordi, du er uendelig, og det er sproget, du meddeler dig med, ikke.

Vid, at andre mennesker også er uendelige. Og at livet byder på venskaber af uudtømmelighed og evige overraskelser og tanker og vittigheder og indsigter, du aldrig selv var kommet på, om du havde en evighed til det. Søg sammen med mennesker, som gør det let at være dig.

Noget af det vigtigste, der er skrevet i hele verdenslitteraturen er:

“Du og jeg, Alfred. Ja, du og jeg, Emil. Ja, det skulle jeg mene.”

*

Aldrig vil du se antydningen af et smil på mine læber, når du eller din lærer fortæller mig, at du har været en rod. For jeg er din far og kender mit ansvar, og det vil jeg leve op til.

Men har du været en rod med lige dele galskab og kreativitet, eller er du simpelthen bare kogt over af livsappetit, så skoleklassens rammer ikke kunne rumme det, så er det ikke umuligt, at jeg har et smil på, når du er lagt i seng, og jeg taler med din mor om det.

*

Der er masser af grund til at tro på mirakler. Sandsynligvis vil du aldrig opleve nogen, som den lille dekonstruerende kyniker i dig ikke kan pille fra hinanden. Men kynikeren er ikke din fornuft, og den har aldrig det fulde billede. Du vil opleve mirakler.

*

De største erkendelser, du kommer til at læse dig til, vil komme fra skønlitteratur.

Der findes eventyr, som er så gode, at de ikke blot er eventyrlige at læse og tager dig med til et helt andet sted, men som gør livet eventyrligt. Gå efter dem!

*

Vid, at Gud aldrig sidder anklagende overfor dig men altid ved din side. Lad være med at skamme dig, men tag ejerskab over din skyld og genopret, når det er muligt. Du vil komme til at gøre uoprettelig skade på dig selv og andre, men aldrig utilgivelig. Og Gud kan gøre et lemlæstet ben til en charmerende halten over tid.

Uanset hvor vild, du har tænkt dig, din ungdom skal være, så drop dobbeltlivet. Søg ind i sandhedens punkt i alle dine relationer.

*

Sammenhængen mellem uddannelse og formel viden og visdom og klogskab er langt mindre, end du tror. Omgiv dig med mennesker af forskellig slags.

*

Der kommer nogle år sidst i folkeskolen, som er vilde, megahårde og helt fantastiske. Vær ulykkelig forelsket. Tag en chance. Bær over med dig selv. Undgå joggingbukser.

*

Find ud af, hvad dit hjerte banker og brænder for. Og giv den fuld gas! Men husk at være menneske også og ikke kun nørd.

*

Tilsyneladende skaber Gud de største kunstværker af de værste fejltagelser og det varmeste lys i det koldeste mørke. Du vil opleve stor lidelse, du aldrig ville have været foruden.

*