Efter Kristus

Din historie er et træ. En stamme, et folk, der bliver til flere og forgrener sig ud i evigheden. I midten er du, og her på en gren sidder vi. 

Din historie er et kors. En vertikal fra Himmel til Jord, fra skaber til værk. Lovsang. En horisontal fra dig til os til alle. Bred nok.

Din historie er en ild. Med gløder og flammer hist og her til der bliver hældt olie på bålet og strålevarmen antænder hjerter i steppebrand.

*

Din historie er et kald. Et råb, som søger sit ekko men kun hører hvisken til brølet resonerer fra mørket på bakken og forhænget splintres som tage af glas.

Din historie er en flod. En piblende kilde, et stille vandløb, livets vand, en å, der gør grønt og skvulper og vibrerer på vej mod havet og liv i overflod.

Din historie er en krig. Slanger hvisler i dødssuk, sygdom i sin sidste krampetrækning, ondskab overmandet, alt fortærende forsvinder og til sidst ånder døden stille ud.  

Din historie er et hjerte. En elsker i ulidelig længsel, der rækker en hånd ud i mørket. Og svigtes. Og brister og derfor vinder han hende en påskemorgen i haven.

Din historie er min.