Call. Rise. Fall. …surprise!

Som i alle de gode historier. Helten, som bliver udvalgt og sendt på mission. Vokser med opgaven. Men fejler og falder. Og så, når alt håb er ude: Håb. Nederlaget vendt på hovedet i sejr. Som Odysseus. Don Quijote. Frodo i Ringenes Herre. Carl og Jonathan Løvehjerte.

Som i livet og alle dets overgange. Kald. Vækst. Fald. …Overraskelse! Som i sæsonerne. Plantes. Vokse. Visne. …og den årligt tilbagevendende overraskelse: at ”hvad der lå som dødt … står op som atter født”. Som sommerfuglelarven, som må gå helt i opløsning inden i sin pubbe, inden den kan folde vingerne ud.

Men aldrig så vildt og så voldsomt som i påsken.

Indtoget. Tiljublingen på Palmesøndag. Langfredag. …Påskemorgen,

Det er her, menneskets mystiske – håbe- og nådefulde – grundfortælling bliver til kød og blod. Det er her, myte og begivenhed krydses, som C. S. Lewis siger det. Det er her, J. R. R. Tolkien bliver nødt til at finde på et helt særligt ord, Eucatastrophe, den gode katastrofe, for hvordan får vi ellers greb om det pludselige lykkelige tvist i en historie, som giver gåsehud på armene, grundglæde i maven og fugt i øjenkrogen?

Og intet fortrænges og intet går til spilde, og der er en tid til at græde og en tid til at le, og alligevel går alting op.

Det er her, at menneskelivet som nadverbrødet tages, velsignes, brydes og gives. Det er her, mælkebøtten bryder asfalten. Det er her, at ”ud af sorgen vokser lykken og livet i påskens evige fest.”

Hver eneste af Påskens helligdage er et hav, man kan fordybe sig i. Men sammen danner de en rytme, en melodi, en fortælling, man kan spejle sig i. Finde sig selv i. (Som Emmausvandrerne.) Leve i.

I ebbe og flod og lys og mørke tider. Med nådens og håbets kraft. Call. Rise. Fall. …og så surprise!

God Påske!