Adventskirkebøn

Herre, vi er sammen for at være sammen med Dig.

Dig, som er i det højeste. Som Guds ånd er over. Dig, som er den salvede.

Dig, som er i det laveste. Som bringer godt budskab til fattige, frigivelse for fanger, syn til blinde og frihed til undertrykte. Dig, som samler grå og tunge timer til et nådeår.

Tag os med helt derop, Herre. Ånd på os, fyld os og tag form i os.

Tag os med helt herned, Herre. Send os afsted til alle, som længes efter nåde, frihed og virkelig gode nyheder.

Tag os med, Herre!

Amen.

Luk. 4, 16-20. Bønnen blev brugt som kirkebøn i adventstiden i 2017 i Horsens Valgmenighed.