#103 (en poetry slam)

Jeg vil synge for Gud.
Med hjerne og hjerte og hår og hud.
Jeg vil synge for Gud.
Og minde mig selv om den simple sandhed, jeg så sørgeligt sjælden forstod:
Gud er god!

Han tilgiver mig mine mange fejl,
gør mig rask når jeg er syg,
Og når jeg engang står forrest i kø til at dø
Gør han mig ny
Og puster frisk vind i mine sejl

Og han overøser mig med trofasthed.

Og køber mig fri
Fra mit svig

Så jeg ik’ får, som jeg fortjener
Og jeg tror,
jeg forstår,
at jeg er hans får,
men ik’ at han er min tjener!

Og han overøser mig med sandhed.

Hans vrede og hans anklager er ebbe
og hans overbærenhed er en boblende brusende flod.
Og Gud er god!

Han giver mig ALT godt!
HAN giver mig ALT godt!

Og han overøser mig med kærlighed.

Uanset hvor min vej har ført mig hen:
HAN giver mig lyst til livet igen.

*

Gud skaber lov og orden for de undertrykte
Luft for de trykkede
Rum for de pressede
Ro for de frygtende
Lys til de stressede
Gud skaber lov og orden for de undertrykte

Og han overøser mig med kærlighed.

Så stor som himlen er over jorden
Er hans kærlighed til os.
Så langt som fra øst til vest
Fjerner han vores fejl fra os

De findes mindre end ting, der ik’ findes.
For der findes ik’ engang et hul der,
hvor de engang fandtes.
Helt. Væk.

Og han kroger os ud af vores indkrogede sind
Og det bind for vores øjne, der gør os blind,
det stryger han væk i en blød bevægelse
som en tåre fra en kind.

Han bærer på os, der tror,
som en far, der bærer over med sine børn,
For han ved, at vi er af jord,
Og at det, der gror i jord, no’n gang’ er tjørn.
Og at jord skal blive til jord.
Men at Gud for evigt er stor!
Hans kærlighed er evig mod os, der elsker ham i små afmålte portioner.
Og hans retfærdig rækker til børnenes børn igen og i generationer.

Gud. Er. God!